Når døren rammer en i bagdelen på vejen ud…
seriøst! Det gjorde den! Jeg nåede ikke ud af døren hurtigt nok fra børneonkologisk ambulatorium, og så meget metaforisk ramte døren mig på numsen, og nærmest symbolsk smed mig ud af døren. Rosemarie har det godt. Rosemarie er stadig rask. Alle scanninger var flotte – dog med anlæg til mange prutter over de næste timer
Mandag den 18. april 2016 kl. 8…
tager vi det sidste skridt på vejen mod almindeligheden. Rosemarie skal i bedøvelse og have fjernet Sisse – cvk’et, som har været så stor en hjælp for os igennem de sidste 4 måneder. Vi har næsten alle sammen udviklet en slags Stockholmsyndrom overfor Sisse. For selvom hun er billedet på den krise, vi har levet
Når den bedøvede del vågner…
Som en tand, der har været bedøvet, vågner mit sind. Langsomt og sådan på den lidt skræmmende måde, hvor man ikke helt ved, om det der kommer til en vil gøre virkelig ondt. Huden prikker og nærmest klør. Først når bedøvelsen fortager sig helt, kan man vurdere. Vurdere skaderne, såret og hvor lang tid, det
Det er jo bare hår…er det ikke?
Igennem dette forløb har en af de værste ting, som vi har skulle forholde os til, været at Mulle skulle miste sit hår. Vi har lyttet til mange mennesker undertrykke vores angst for, hvordan vores datter kom til at se ud. Folk, der i bedste mening, har sagt “det er jo bare hår!”. Folk, der