Når man føler det så nødvendigt at gøre noget, at man begynder at skrive igen…
Jeg føler ofte, når jeg genfortæller vores historie, så virker det som at genfortælle en film. Ikke som sådan opdigtet, men mere distanceret og som noget, jeg har set – mere end oplevet. Når jeg læser de ord, jeg selv skrev undervejs, føles det mere nærværende. Men jeg evner i dag at holde angsten, vrede
Jeg er ikke længere bange for mørke…
I dag den 21. december 2020 kl. 08:57 er det 5 år efter sætningen “Det er en tumor på nyren”. 5 år efter kræft konstateres, betragtes Rosemarie af sundhedsvæsenet for helt rask. Hendes risiko for tilbagefald er nu lige så lille som risikoen for at få kræft som barn – altså under 1 %. Og
Når 6 måneder føles som 6 dage…
“Er du sikker??” Min kollega gentog spørgsmålet, da hun – med nok lige så stor forundring, som jeg selv – opdagede, at der allerede er gået 6 måneder siden sidste kontrol. Men plus minus nogle uger, så stod vi der igen i morges kl. 08:40 på Rigets radiologisk afdeling opgang 3, 2. sal. 6 måneder
Mulle er gået igennem syn…
Vi er nu halvvejs i kontrolforløbet. Vi har 3 kontroller tilbage. 3 April’er i vores liv og så er det slut. Men desværre gik denne gang heller ikke glat. Først op af eftermiddagen i dag blev vi endelig forsikret om, at Mulle eller Rosie (som vi er begyndt mere og mere at kalde hende) stadig
At være omstillingsparat…
er ikke kun en kompetence, som kræves af moderne medarbejdere i komplekse organisationer. Men nu også af mødre i denne post-cancerverden. I dag var kontroldag. En dag, som har været truet af først manglende bookning fra afdelingens side og næst truslen med lock out af landets sundhedsfaglige personale. Men nej, ingenting kom i vejen. Så
Troen på at det nok skal gå…
De sidste tre måneder er fløjet af sted. På trods af tiden har været fyldt med grimme mærkedage og “minder” på facebook. Det ambivalente ved at leve i den her post-cancer-verden er den konstante lyst til at skyde tiden til 21. december 2025 (10 år efter diagnose – og der ved 0 % risiko for
3 måneder mere med luft i lungerne
Rosemarie gik igennem kontrol uden anmærkninger. Og hun tog blodprøver i stiv arm…forhåbentlig er næste gang, hun skal have taget blodprøver til den afsluttende kontrol om 4 år. Hun var smurt med bedøvelsescreme og pakket ind i madfilm (da hun HADER plastre) og det virkede så godt, at hun slet ikke opdagede, de stak. De
Når tingene bliver mere stressfyldt end det behøver…
Mulles 3. Kontrol er overstået. Så er der kun små 11 tilbage…men hvem tæller? Endnu engang blev hele situation langt mere stressfyldt end nødvendigt. Efter en forsinkelse på 30 min. kom vi ind til ultralyd af maven. Vi bad denne gang på forhånd om en erfaren læge. Muligvis dette var et selvmål i forhold til
Årets mørkeste dag er mit Ground zero…
For efterhånden en del år siden, stod jeg i New York og kikkede ind igennem hegnet til Ground Zero. Til det store krater i jorden, som en gang var en majestætisk bygning. En kæmpe byggeplads, der skulle skabe noget ud af et grimt ar. Jeg husker at stå der og forsøge at presse mig selv
Når døren rammer en i bagdelen på vejen ud…
seriøst! Det gjorde den! Jeg nåede ikke ud af døren hurtigt nok fra børneonkologisk ambulatorium, og så meget metaforisk ramte døren mig på numsen, og nærmest symbolsk smed mig ud af døren. Rosemarie har det godt. Rosemarie er stadig rask. Alle scanninger var flotte – dog med anlæg til mange prutter over de næste timer