Jeg elsker at køre bil for tiden…

der er noget med det at være i bevægelse og låst på samme tid, som giver mig en ro. Når jeg sætter mig bag ratet, så kan jeg intet foretage mig andet end at køre. Og jeg bevæger mig mod et mål. Enten så kører jeg til hospitalet, hjem fra hospitalet eller mod et andet mål. Og når jeg sidder der, så gør jeg noget, så er det som om jeg får et formål. Jeg kører bil. I de stunder, så finder jeg ro og følelsen af kontrol. Derfor elsker jeg at køre bil for tiden.

Onsdag fik Mulle endnu engang taget blodprøver og blev tilset af lægen. Hun var objektivt så frisk, at de kloge hoveder besluttede, at så frem kemoen ikke var afbestilt, så måtte Mulle godt få den som planlagt. Kemoen var ikke afbestilt, for som den søde sygeplejerske Solveig sagde “man kan aldrig regne med noget i denne verden, så jeg afbestilte den ikke”. Måske det egentlig var forglemmelse, måske det var en genistreg. Lige meget hvad, så betød det, at Mulle fik sin kemo nr. 2 (nr. 6 i alt). Hun tog det i stiv arm og nød opmærksomheden fra sygeplejerskerne, der som alle andre ikke kan stå for Muldsens charme og gåpåmod.

Vi vendte hjem og afventede opringning ang. blodprøvesvar. Efter nogle timer fik vi svaret – infektionstallene var faldet. Blodtallene var stabile, så alt var ok. Så nu skal vi bare komme til blodprøver mandag.

Men så skete der noget…cancerkemomonsteret viste sig. Pludseligt  – ud af det blå. Mulle blev dårligt. Hun kastede op og kastede op. Det lille bitte skind kunne slet ikke finde ro. Mit hjerte bristede en lille smule de første gange jeg måtte løfte hende ind til toilettet og på kommando (fra hende selvfølgelig) holde hendes hår. Jeg smed ubehag og frygten væk og forsøgte at spejle mig i Mulles sind. Det barn har så meget selvkontrol, at hun selv på vej ud til storesøster for at se, hvad Eleonora lavede – man skal jo ikke gå glip af noget, bare fordi man er kvalm. Vendte om, gik forbi mig ud til toilettet, svarede “nej”, da jeg spurgte, om hun skulle tisse. Og kort “ja!”, da jeg spurgte, om hun skulle kaste op. Hun lukkede døren efter sig (jeg listede efter), hun løftede brættet, lagde sutten på skamlen, kastede op, tog toiletpapir og tørrede munden. Tog sutten igen og gik ud. Jeg stod bare med åben mund af beundring og sugede til mig, hvordan hun håndterede sin situation. Og der gik det op for mig, at jeg/vi skal overfor hende udvise lige så stor selvkontrol og ynde som hun. For at kunne måle os med hende og yde hende respekt. Tænkt at en 2 årig (snart 3!) kan lære én SÅ meget.

Jeg fik ringet til Martin og bad ham hente kvalmestillende medicin med hjem fra Riget. Ca. 2 minutter efter han kom hjem med det, fik hun det indenbords. Ca. 2 minutter efter det havde ramt maven, så var hun ude og lege og klagede over, hun var sulten. Cancerkemomonsteret var væk igen! Og det har ikke vist sig siden. Nu ved vi, at stof nr. 2 (som hun får hver 3. uge) nok skal forebygges med kvalmestillende. Vi bliver klogere hver dag.

Mulle er stadig i isolation, så stadig ingen børnehave, legedates eller hyggebesøg. Ingen afhentning af søskende, handleture eller kram til fremmede. Håber at ved at skærme hende i nogle dage, så kan vi snart vende tilbage til vores forskruede hverdag – men i det mindste vores hverdag. Mulle trænger til at komme ud og lege med nogle jævnaldrende. Og vi trænger til at få en hverdag i gang, hvor vi i et eller andet omfang kan regne lidt med, hvad der sker i morgen. Måske det er higen efter det umulige – det er der i hvert fald mange, der har sagt til os. Men jeg tror bare, udover du har prøvet at stå i vores situation, så er det så meget nemmere sagt end gjort, at vi skal leve en dag af gangen. For det kan man for en stund…det har vi gjort i 2 måneder nu. Men kære Univers, nu vil vi gerne have lidt ro på. Vi har accepteret vores skæbne, men lad os nu leve lidt i den også, i stedet for at overleve. På forhånd tak!

Tryk her for at komme til billeder fra efterbehandlingen

1 comment