Når X’en konstant er i tv’et…

Vi har slået op! Canceren og mig…vi slog op i april måned. Det var et af de der brud, hvor man føler sig øjeblikkeligt lettet, lige så snart man har ytret ordene “jeg slår op – jeg vil ikke mere!” (ikke at jeg kender til sådanne brud, har jo ikke kendt andre end Martin…wink wink). Men vi er slut. Det er ovre, og vi finder aldrig sammen igen. Og som det ofte sker efter et brud, så skal man begynde at leve igen…som sig selv.

Som single. Et nyt liv, med nyt indhold med arrene og minderne fra det forhold, man har været i. Og det går fint. Man lever sit liv. Sit skønne dejlige liv med al dets almindelighed og kedsommelighed – og man elsker det. Så sker det…man støder på X’en. Endnu værre X’en troner frem på tvskærmen, alle sociale medier og selv den trykte presse. Det er uge 43. Den uge, hvor alle øjne er fokuseret på X’en. Alle hader heldigvis ens x, så man er i det mindste fælles om at hade. Men det er min X. Og alle andre, som har været i min situations X. Og man bliver konstant mindet om smerten, frygten, sorgen og hadet. Det inderlige inderlige had til noget så væmmeligt og stygt.

Og det er ikke sådan, at jeg ikke har skænket X’en tanke. Jeg tænker ofte på den. I små glimt, når jeg ser på billeder. Når arret pludseligt bliver blottet på min datters uskyldige maveskind. Pludseligt uden grund – uden forvarsel, så kan jeg blive ramt af en lammede sorg for det, der skete for os. Ligegyldig hvor almindeligt et liv vi lever, så er den stadig til stede. Sorgen og angsten.

At leve med kræften som en blind passager i sit liv kan nogle dage virker som en umulig opgave. Når Mulle tisser i bukserne, og den mest naturlig tankestrøm for mig er “hun er syg, det er blærebetændelse, hun har ikke feber, når hun ikke har feber, så må det være nyren, måske har den sidste nyre taget skadet, jeg skal have undersøgt hendes urin, jeg skal have mærket på hendes mave, mon jeg kan finde det igen, hvis det er kommet igen, hvad gør jeg, hvis jeg finder noget, jeg ringer til 5054, så skal vi derind, og så må de kikke på det, åh gud ikke igen, jeg magter det ikke igen”…og alt dette når jeg at tænke på de ca. 10 sekunder, som det tager mig at bukke mig ned for at forsøge at hjælpe hende af med strømpebukserne. Ikke pokkers, hun tissede i bukserne, hun er 3 ½ år! Så kan I nok forestille jer, hvad jeg tænker, når det handler om, at hun er varm eller klager over ondt i maven, knæet, hovedet eller bare som i dag er træt og skvattet.

Der er dage, hvor jeg nærmest kan fornemme en udvikling af Stockholmsyndrom over for canceren. Misforstå mig ikke, jeg savner den ikke. Jeg savner ikke tiden, stedet, lugten eller noget i den retning. Men der er dage, hvor jeg savner trygheden. Det lyder sygt, jeg ved det (derfor stockholmsyndrom!). Men som en læge sagde til mig, sidste gang vi var på Riget, så kan det at skulle lære at leve med frygten og utrygheden til tider føles som noget af det sværeste. Pludselig skal man selv vurdere, hvornår feberen, smerten, trætheden mm er normalt og ikke normalt. Og sidste gang jeg tænkte “det her er ikke normalt” endte jeg på Herlev, hvor en scanningsdame fortalte mig, at mit barn havde kræft.

Jeg arbejder jo selv i patientforeningsbranchen. Jeg ved, hvor ekstrem essentielt opmærksomhed og fundraising er for sagen. Jeg under Kræftens bekæmpelse mm. alt vind i sejlene – jeg har købt og bærer pinnen. Men denne uge er virkelig også svær at komme igennem, for mange af os, som har været en del af det. Måske mest for os, hvor det stadig er blødende sår, der er ved at hele. Den konstante påmindelse om, hvad det var for en sløj fætter man for en stund dannede par med. Man påmindes al dens dårligdom og al dens rådenskab. Og alle de frygtelig mange skæbner, som den griber fat i og rusker så hårdt, at deres liv skal gendannes fra roden igen. Men mest af alt, værst af alt. Så påmindes man alle dem, som ikke var så heldig, som min datter var. Alle dem, som ikke klarede den. Og for en stund, så mærker man den lammende knugende iltslugende dræbende frygt for, at man kunne havde været en dem, der ikke var heldig. Og frygten for, at den skulle vende tilbage i ens liv.

Men så lytter jeg til stemmerne oppe fra førstesalen. Stemmen af en voldsom vred 3 årig, som NÆGTER at gå i seng. Der fuld af liv og kraft ytrer sin mening om, hvornår sengenetiderne bør være. Og ja, ofte bliver jeg lige så træt af det, som alle andre forældre til en 3 årig. Men lige i dag, lige i denne uge, så glædes jeg over det. Glædes over, at jeg får lov at tage den kamp og får lov til at lægge i sengen ml hende og lillebror og synge “den der sang mor, du sang, da jeg var lille baby”. Jeg får lov at opleve hende resten af livet…hele livet. Så heldig er jeg <3

1 comment