Årets mørkeste dag er mit Ground zero…

For efterhånden en del år siden, stod jeg i New York og kikkede ind igennem hegnet til Ground Zero. Til det store krater i jorden, som en gang var en majestætisk bygning. En kæmpe byggeplads, der skulle skabe noget ud af et grimt ar. Jeg husker at stå der og forsøge at presse mig selv ind i en forståelsesramme, om hvor tragisk og voldsomt dette indgreb måtte have været i byens “liv”. Og jeg husker tydeligt, at jeg ikke kunne. Jeg kunne simpelthen ikke begribe det. Jeg kunne ikke få min hjerne til at forstå, hvad der engang havde stået, som ikke længere stod. Og hvilken frygt dette måtte medføre for så mange mennesker, viden om at det kunne ske igen. Den der øjeblikkelige indgriben i ens liv, hvor alt bliver smidt på hovedet og ens grundlag smadres og efterlader intet andet end et nøgent krater.

Ground Zero, New York 2010

Natten ml. den 20. og 21. december på Herlev hospital

Årets mørkeste dag den 21. december 2015 kl.08:57 er mit 11. september 2001.

I dag står jeg præcist et år efter og kikker på mit Ground zero. Igen den dag, hvor natten sluger dagen. På mit krater i overfladen, som skal bygges op til noget nyt. Noget storslået. Noget andet end hvad det var. På min frygt, som er allestedsværende for, at der pludselig skal ske en ny indgriben, som smadrer vores eksistensgrundlag. Den 21. december var den dag, hvor jeg lærte at skrige uden en eneste lyd kom ud. Hvor jeg lærte at leve uden at behøve ilt. Den dag, som for evigt vil stå i min hukommelse, som en af de mest frygtelige, rædsomme dage med smerte, angst og åndenød.

Det første jeg husker efter ordet “tumor” var sagt, var mit opkald til Martin. Den lammende følelse af at være den, der siger noget, som får et andet menneskes liv til at styrte i grus. Den følelse vil aldrig forlade mig. Den ophæves kun delvis af den handling, jeg gjorde 3 måneder efter, da jeg ringede til ham og sagde, at tumor var blevet downstadiet.

Jeg husker at ringe til min veninde, at sidde på trappe uden ord og uden ilt og hviske “hun er syg, hun er syg, hun er rigtig syg”. Jeg husker, at jeg hviskede…”jeg tør ikke sige det, jeg tør ikke sige det højt”. Det jeg ikke turde sige højt, var ordene “det er en tumor, hun har kræft”. Det tør jeg godt i dag. I dag er jeg stærk nok.

Jeg husker, at jeg ringede til min storebror. Jeg husker, han smed alt og sagde “jeg kommer nu”…jeg husker ikke, jeg sagde noget, han vidste det bare. Jeg husker ham komme ind af døren. Og husker ham løfte mig op fra gulvet, så jeg svævede, som han har gjort så mange gange før, når han forsøgte at redde mig fra det onde. Og i et kort øjeblik, så reddede han mig. I et kort øjeblik var jeg rolig.

Jeg husker rædslen ved at skulle fortælle min mor det. Min far det. Og værst Eleonora det. Fortælle hende, at hun allerede i en alder af lige 7 år skulle opleve sit første traume. Et traume hun har løftet sig så flot ud af. Så flot, at man kun kan være stolt over, at hun har kunne tilsidesætte sig selv for sin lillesøster. Og kunne rumme, at vi ikke altid kunne rumme hende.

Jeg husker at gå i seng om aftenen i rædsel. Jeg spiste ikke, jeg drak ikke. Jeg levede ikke. Det eneste, der var levende for mig, var mit lille barn. Som lå der i min seng og sov lige så fredfyldt. Og fuld af sygdom.

De næste dage er et stor rod for mig. Ja, det er ærlig talt de næste mange uger. Men heldigvis fandt jeg roen i denne blog, som gør, at jeg i dag kan huske tingene. Pludselig en dag var det overstået. Hun var rask. Hun var bare mit lille barn, der lå så fredfyldt og sov. Uden sygdom.

Og så startede oprydningen. Som fører til der, hvor vi er i dag…ved Ground zero i vores liv. Byggepladsen. På vej mod lyset og der, hvor dagen overtager fra natten. Der hvor vi igen skal til at bygge op. Der hvor vi skal leve med det, glemme det og bære det i vores hjerter. Men også der, hvor vi skal acceptere, at frygten altid vil ligge i os. Være med os.

Her præcist et år efter lever vi et ganske almindelig liv igen. Ja, man kan næsten være tilbøjelig til at tænke, at det nærmest aldrig er sket. Jeg tror, mange omkring os er begyndt at glemme det (heldigvis) og se på os, som relativt almindelig mennesker. Vi er selv begyndt at glemme det – eller måske mere. Der er nu flere øjeblikke, hvor vi glemmer det end, hvor vi ikke gør. Men vi er ikke ok. Vi er ikke almindelige.

Vi er forældre til et barn, der igennem de næste fem år konstant skal konfronteres med sin egen dødelighed. Noget som de fleste i min alder ikke engang har prøvet endnu. Som hun bliver ældre, vil spørgsmålene ændre sig. Hun ville begynde at forstå alvoren og risikoen, hver gang vi går til kontrol. Så vi skal ikke kun rumme, at vores eksistensgrundlag engang blev smadret. Vi skal også rumme, at vores datter vokser op på et skrøbeligere et end andre børn.

Vi er stadig mærkede. Også selvom vi måske ikke viser det så meget mere. Det gør stadig ondt. Vi lever på overfladen et almindeligt liv. Og vi kan igen i dag rumme andet end os. Men livet er forandret. Den forhenværende rummelighed er indskrænket. Vi bliver ofte stillet spørgsmålet, om traumet ikke har skabt en større forståelse for livets virkelig prioritering. Forståelse for hvad der er kernen og essensen. Og der må jeg skuffe dig, kære læser. Sådan er det ikke. Og først nu 1 år efter tør jeg være ærlig og sige. Sådan er det ikke. Traumet giver ikke noget – det tager! Det har taget en helt ganske almindelig familie, med helt ganske almindelig værdier og prioriteringer og indskrænket dets muligheder for at udvikle sig. Den har lammet os og gjort det umuligt for os at udnytte det potentiale, der ligger i en orlov, en pause, en stillen sig uden for fællesskabet. Den har gjort det umuligt at se glæden i legen, latteren og støjen. Måske vi på sigt kan få den positive effekt af traumet. Jeg tror det ikke. Vi arbejder, går i skole, går til fritidsaktiviteter og fødselsdagsfester. Alt imens traumet buldrer af sted inden i og dræner os for energi. Med tiden bliver det mindre, det er jeg sikker på…men det går aldrig væk. Og jeg når aldrig til det punkt, hvor traumet står for at have bragt noget som helst positivt med sig. Ligegyldig hvor inderligt andre omkring gerne så det. Desværre!

Men 1 år er der gået. Og selvom jeg kan smage, høre og lugte alt, som var den grusomme dag i går, så føles det som evigheder siden. Rosemarie er i dag 3 ½ år gammel. Hun er et væsen, som indeholder latter, livsgejst og fjol nærmest symbolsk mere end nogen anden 3 årige, jeg nogensinde har mødt. Hun husker kun meget få ting fra det år, der er gået. Godt, siger nogen. Måske, tænker jeg. Det må tiden jo vise. Måske jeg en dag kan kikke på Rigshospitalet, når vi kører forbi det og ikke kun fokusere på at stirre stift fremfor mig. Måske jeg en dag kan tænke på det til møder på jobbet, uden at behøve at presse mine tanker væk derfra igen for ikke at blive overvældet af angst og sorg. Måske…måske jeg med tiden bare lærer at leve bedre med det. Det er kun 1 år siden, at livet blev forandret for altid.

Vi er et godt sted i dag. Det er altså sjovere med en byggeplads frem for et krater. Men byggeriet vil stå på længe endnu. Så bær over med os. Vi ser ud, som om vi er almindelige – men indeni bærer vi stadig rundt på elefantkostumet.

Symbolsk fik Mulle i går klippet det sløje ødelagte kemohår af. Hun har jo heldigvis rigeligt af det. Og hvad der for hende muligvis var en indgriben i hendes drøm om Rapuntzel hår, var nærmest en renselsesproces for mig. Som om jeg endelig nu kan kikke på min lille småbuttede Mulle og igen se det raske almindelig barn. Det raske almindelige skønne lækre smukke tossede vidunderlige højtråbende fjollede teatralske barn, som helst sikkert skal sove i min seng i nat. Så fuld af liv og uden sygdom.

4 comments