Når man føler det så nødvendigt at gøre noget, at man begynder at skrive igen…
Jeg føler ofte, når jeg genfortæller vores historie, så virker det som at genfortælle en film. Ikke som sådan opdigtet, men mere distanceret og som noget, jeg har set – mere end oplevet. Når jeg læser de ord, jeg selv skrev undervejs, føles det mere nærværende. Men jeg evner i dag at holde angsten, vrede og sorgen, der følger med ordene ude i en armslængde. Jeg evner og evnede at hele. Men det gjorde jeg ikke alene. Og jeg gjorde det slet ikke uden professionel hjælp. Mit privilegie lå bare i at have en sundhedsforsikring og senere økonomisk råderum til selv at opsøge professionel støtte.
Det er langt fra alle, der har dette. Slet ikke i en situation, som i forvejen presser ens økonomi med orlov, medicin og anden indkøb i kampen for overlevelse – både fysisk og psykisk. Og at man nu ønsker at tage de få ressourcer, der er til psykisk støtte væk fra de forældre, som ender i den ene situation, som INGEN ønsker at være i. Det er mig ikke kun ubegribeligt – men også hjerteknusende.
For jeg ved, hvad det kræver for at blive bare tilnærmelsesvis hel igen, når først man har oplevet livets allerstørste skrøbelighed, nemlig truslen på dit barns liv.
Min terminalt kræftsyge veninde hjalp mig for et lille år tids siden til at forstå propertioner i mit eget traume. Midt i hendes fortælling om alt det kaos, der hvirvlede omkring hende, tog hun min hånd og sagde “men jeg ved godt, heller mig end mine børn”. Mindet giver mig stadig småkvalme og kuldegysninger. Og trods det ikke længere er muligt, så ville jeg gøre alt for at give hende et kram som tak for at tydeliggøre perspektivet for mig.
For så ødelæggende er en livstruende sygdom, når den rammer dine børn. Så meget smadrer det din egen eksistens, når det menneske, du har sat på jorden pludselig trues på livet. Og du intet kan stille op andet end at indædt at ønske “bare det var mig!”. Og netop de følelser skal du forholde dig til, mens toget buldrer derude af med medicinplan, søskende, isolationskrav og operationssår.
Bare tanken om, at man vil fjerne de få muligheder, der ligger for professionel støtte, når hele din verden er væltet af netop den ene årsag “alvorlig sygdom hos dit barn” er ikke kun ubarmhjerteligt – men også destruktivt og uforståeligt.
Så kære alle, der sad ved siden af os, mens vores livs helvede buldrede af sted. Underskriv her – hjælp med at stoppe den beslutning. Ikke kun fordi I har været tilskuer til vores liv. Men fordi alle fortjener støtte i sådanne situationer – også dig, hvis det “gud forbyde” skulle ske for din familie.
Skriv et svar