ER DU NY?
Velkommen…måske du har fundet denne side, fordi du selv har et barn, som har fået konstateret kræft. Måske er det dit barnebarn, bekendte eller lignende. Måske er du her bare, fordi du er nysgerrig. Lige meget hvad, så velkommen.
Denne side er skabt, fordi jeg følte, at jeg manglede et sted at komme af med alt det, der hobede sig op i mit hovedet. Min lille datter fik diagnosticeret lige præcist den sygdom, som man gør alt for at lade som om ikke eksisterer – kræft! Selv den dag i dag, så når jeg skal sige det højt til fremmede, så gyser det ned af ryggen på mig. Tænk at man skal nævne ens barns navn i samme sætning som ordet kræft.
Alle de bøger og informationer, som jeg kunne finde (jeg ledte ikke særlig meget, det indrømmer jeg) var enten meget beskrivende i sygdomsbehandlingsperspektivet. Eller så var det minded til børn. Og jeg havde hverken brug for at forholde mig til det sygdoms- og behandlingsmæssige (det klarede de på Riget) eller kun til den barnlige tilgang. Jeg havde brug for at have noget at forholde mig til, som indeholdt det menneskelige aspekt. Frygten, ubehaget og afmagten. Følelser, som nok alle er universelle for forældre, som oplever kriser, som involverer deres børn.
Dette er en fortælling om Rosemarie, som udviklede en Wilms tumor og den behandling, hun gennemgik. Men det er faktisk også fortællingen om de følelser og tanker, som går igennem ens hovedet, når man står som forældre – pillet af helt ind til benet, uden forsvar, uden krafter og skal forholde sig til ens dødelighed…og endnu værre ens barns dødelighed.
Jeg har haft ekstrem nytte af at skrive denne blog. Jeg har kunne informere folk unisont. På engang – en udblæsning, så ved verden det. Det har også været et sted, hvor jeg har blottet mig. Stået nøgen overfor folket – hvor jeg på nogen måder navlepillende har anskuet min verden og mine følelser. Selvom Rosemarie bliver nævnt og hendes behandling og personlighed berøres, så har det aldrig været min intention at udstille hende. Hun kan jo en dag lave en blog med det modsatte perspektiv – barnets. Hvis hun altså kan huske det. En del af mig ønsker ikke, at hun skal kunne huske det.
Hvis du er ny i det her…hvis du er mor eller far…så vid, det skal nok gå. Du bliver for hver dag stærkere og kan klare mere. Selv når du bryder sammen og tænker, jeg kan ikke mere, så vil du rejse dig. Ikke fordi du er en superhelt…men fordi du er mor/far og du har ikke noget valg…du SKAL!
Skulle du have spørgsmål, så skriv endelig…hvis jeg kan gøre verden bare en lille smule mere overskueligt for dig, så vil jeg for alt i verden gøre netop det!