Hvornår mon jeg kan puste ud?
De sidste 5 uger har jeg holdt vejret! Forskrækkelsen over at gå ind til en scanning uforberedt på at få en dom, der ville ændre vores liv, har sat sig i mig. Så jeg holder vejret…en lille smule…hele tiden!
Jeg venter hele tiden på, at der kommer en og siger noget, som igen får min verden til at styrte i grus. Holder vejret på en måde, så jeg hele tiden er forberedt.
I morgen skal Mulle ultralydsscannes igen. Vi får der at vide, hvordan tumor har taget imod kemoen. Hvor meget den er visnet og hvilke konsekvenser det får for operationen. Jeg aner ikke, hvad jeg kan forvente af chok. Så jeg holder vejret! Så jeg er forberedt…denne gang er jeg forberedt.
Min fornuft siger mig jo, at det ikke gør en forskel. Min fornuft ved godt, at hvor lang tid og hvor meget jeg holder vejret, ikke har nogen betydning for scanningens udfald. Jeg er ikke tosset, jeg ved det godt. Men i kaos søger hovedet efter løsninger, der giver kontrol. Og ved at holde vejret bare en lille smule hele tiden, så har jeg kontrol. Så kan jeg klare, at de siger noget, som vælter min verden på ny.
Jeg tænker, at sådan her er livet fremover. Hver gang vi skal til kontrol, scannes eller tilses af lægen, så vil jeg holde vejret. Derved føle en vis form for kontrol. Mon man kan leve med at holde vejret resten af livet? Eller mon man lærer at trække vejret undervejs og stadig have kontrol? Det må tiden jo vise.
Mulle har det godt. Hun nyder freden, når de andre er i skole og vuggestue. Hun hader plaster og har nu stærke avationer mod at gå i bad (skal gøres dagligt pga slangen). Hun drømmer om at komme til svømning, hoppe på trampolin og hendes næste kinderæg (hun får et, hver gang vi har været på hospitalet). Hun har ingen bivirkninger og har stadig sit hår. Når jeg kikker på hende, glemmer jeg, hvad der er i gang omkring os. Så slår det mig pludseligt…og så holder jeg vejret igen.
I går skiftede jeg sengetøj for sidste gang i denne omgang (det skal skiftes hver dag i 5 dage efter kemo pga. udskillelse via huden). Og i et kort naivt øjeblik glædede jeg mig over det og åndede al luften ud af mine lunger. Ind til virkeligheden slog mig igen, at det er fordi vi nu skal indlægges. Mulle skal opereres og kemoen skal gives på hospitalet. Og så trak jeg vejret dybt og åndede kun halvdelen af luften ud igen. Tilbage til at holde vejret!
Kæreste Annabella ❤️
Det er så stærkt skrevet – jeg ville ønske jeg kunne kramme dig, og hjælpe dig med at trække vejret ubesværet og lettet…i mine tanker og ønsker kan jeg!
Kram til dig og jer ❤️
Jeg tror sku ikke foreløbig… Er min erfaring… Det handler om tilside sættelse af eget behov overfor mulle. Vi er mødre og det er hvad vi gør i svære situationer.
Men du træk vejret ned da du skiftede sengetøj?
Der vil være små øjeblikke hvor du kan- husk dem og værdsæt dem senere. Du kan godt.!!
Vi laver status senere når det er slut. Så kan du bare se! Med det vil ændre dig på vejen derhen.??
Kære Annabella og Martin
Jeg læser og følger med og tænker meget på jer.Sender de varmeste og kærligste tanker. knus fra Louise og med en stor hilsen fra min mor som var her igår og læste med her?