Og scanningen viste…
Tumor. Ved egentlig ikke hvad jeg havde forventet. Havde leget med ordbilledet “forsvundet som en regnbue” inde i mit hoved. Så måske jeg havde forventet den var det…forsvundet! Det var den ikke. Den er der stadig. Lige så ond og ødelæggende, som den hele tiden har været.
Den er mindre. Men den er der stadig. Nyren er stadig “i live” i toppen, men ikke velfungerende. Ved ikke hvad det betyder. Ved faktisk ikke hvad noget af det betyder. Andet end det var en grim påmindelse om, at vi stadig er fanget i vores livs mareridt. Og min smukke lille mus stadig skal så ubeskriveligt meget igennem.
I morgen skal hun i narkose og have lavet en CT scanning. Og så sammenholdt med blodprøverne og scanningsresultater, så skal vi snakke med en læge i morgen. Så måske vi ved en masse mere i morgen. Men højst sandsynligt, så er vi i lige så stor uklarhed om fremtiden i morgen, som i dag. Vores hoveder er bare fyldt med ny information.
Rosemarie tog det hele, som altid, i stiv arm og iPad.
Til stor underholdning for hende var hospitalsklovnen forbi igen, og denne gang var det hendes tur til at lære dem en ny sang. De kendte ikke “5 små aber sad på en gren”…dét er jo ikke godt nok! Så den måtte Mulle lige lærer dem at synge.
Åh Annabella, mit hjerte knuses en lille smule mere for hver gang jeg læser nyt. Bliver hver gang ramt af en ubeskrivelig vrede!!!! INGEN forældre burde skulle gå dette igennem og SLET INGEN børn ❤️ I er mine tanker og jeg ønsker det bedste for jeres lille smukke og seje fighter.
Knus fra en mor fra september2014 gruppen.