Dagen før dagen…

I morgen skal Rosemarie til 1. kontrol. Det er første kontrol ud af ca. 14 kontroller over de næste 5 år. Hun skal have lavet ultralyd af maven, røntgen af overkroppen og have taget blodprøver. Det hele starter ca. kl. 9 og slutter ca. kl. 16, når de ringer med blodprøvesvar. 7 timer i ubehag. 7 timer i ekstrem voldsom absurd ubehag. I morgen skal vi i 7 timer træde tilbage i kræftverdenen – med alt dens onde og destruktive væsen. Vi opholder os kun i 7 timer i den verden – så går vi igen. Tilbage til det almindelige for de næste 3 måneder.

Sådan vil det være hver 3. måned i de næste to år. Så hvert halve år i et år og så til sidst en gang om året, til hun er 8 år gammel. Hele hendes barndom vil være præget af at med jævne mellemrum træder hele familien ind i kræftverdenen og erklærer sig selv i undtagelsestilstand i ca. 7 timer. Hele hendes barndom vil være præget af, at vi hysterisk vil mærke  hendes pande, når hun har feber og vi vil ånde lettet op, når det “bare” er en virus. Frygten for at vi mister hende sidder så kraftigt i os og det vil den altid gøre. Man er jo altid bange for, at der sker noget med ens barn. Vores virkelighed er bare, at det gjorde der. Og det vil altid præge hendes almindelige liv.

Vi har i de sidste 2 måneder levet i den skønne “almindelige” verden. Hvor svømning, trampolinhop og ja alt det almindelige er blevet dyrket. Vi har leget, skændtes og levet. Mulles ar er helet langsomt og sikkert. Alle fire ar! Men de største ar – arrene på vores sind er ikke så hurtige til at hele. Dog i modsætning til fysiske ar, så heler disse bedre i solskin. Så mens vi beskyttede Mulles mave mod solen, vendte vi ansigterne op imod solen for selv at hele. Og det virkede. Det virker at være ude, være os og være sammen.

Der er lang vej endnu – til det almindelige liv. For vi skal ikke leve det liv, vi levede før. Vi skal lære at leve et nyt liv. Et liv, hvor grænse sindssyge rammer mor og far ca. hver 3. måned (så hvert halve år, så hvert år). Hvor vores 3 årige skal vokse op og være almindelige – mens hun hver 3. måned (så hvert halve år og så hvert år) skal træde ud af det almindelige og acceptere ubehaget. Men kender jeg hende ret, så skal vi bare spejle os i hende og tage ved lære. Kender jeg Mulle ret, så vil hun glide igennem det og skinne, mens hun nyder bagsiden af “sindssyge” medaljen…nemlig en masse ubetinget kærlighed og opmærksomhed – nok spædet op med gaver…

Vi ses i morgen…vi ses på den anden side af ubehaget…

1 comment