Living LA VIDA loca…
Lad mig kridte banen op for jer:
Man sætter 12 familier sammen under nogenlunde samme grundvilkår som en mødregruppe – at man kun har én ting til fælles. Vi havde alle haft eller havde et barn med kræft. De 12 familier indlogerer man på et super lækkert hotel på Mallorca direkte ved den bedste strand og den famøse dollarstreet. Rammen er sat…1…2…3…HYG!
Noget som umiddelbart godt kan virke temmelig angstprovokerende, men som faktisk kom ret naturligt. For netop det ene lille grundvilkår. At vi alle i løbet af meget få sekunder havde fået knust vores verden og var blevet kastet ind i kaos med den lille sætning “dit barn har kræft”. Det lille vilkår gjorde, at når man rent faktisk sagde “det forstår jeg godt”, så mente man det. Og når det blev ytret, så følte man sig faktisk forstået. Det var stort. Især for os, som har valgt ikke at opsøge foreninger med andre cancerramte familier. En beslutning, som vi mange gange under rejsen tog op til revidering. For det var så rart at være sammen med ligesindede. Men det var også så hårdt.
Vi kom lidt tilfældigt med på turen. Ved sidste kontrolbesøg kom Rosemaries læge på Rigshospitalet over til os og spurgte, om vi ville have en rejse til Mallorca. Meget vantro, sagde vi ja. Først da billetten pludselig dumpede ind af brevsprækken, blev det virkeligt. Vi besluttede hurtigt at takke ja, men grublede over, hvordan det kunne påvirke os alle at deltage.
La vida er et projekt under Børnecancerfonden, som sikrer, at familier, hvor et barn har været eller syg af kræft, kan komme af sted på ferie. Ferien er arrangeret med fokus på den høje hygiejne, som man skal have omkring immunsvage. Det er tilrettelagt på sådan en måde, at der hele tiden er mulighed for pause. Der hele tiden er mulighed for oplevelser, som man måske normalt ikke ville kunne opnå. Rejsen er bare virkelig godt tilrettelagt. Vi fik nogle super oplevelser, som vi måske ikke normalt ville havde fået. Og vi havde dem i fællesskab med en masse andre, hvilket gjorde det til en endnu større oplevelse.
Men opholdet var også hårdt. For os, som betragter os selv, som ude af cancerverdenen, var det et skridt tilbage ind i en verden, som rummer meget smerte. Forløbet for os var så relativt kort, at det aldrig nåede at blive hverdag. Hvilket vi jo selvfølgelig føler os dybt taknemmelige for. Men det gjorde også, at forløbet for os nok mere står som isoleret traume end en langvarig kamp. Som hvis du skærer dig og såret heler. Arret er der, men smerten og det umiddelbare chok er væk igen. Og så pludselig er man tilbage, sammen med en masse andre med sår. Og flere af dem med langt dybere sår, voldsommere ar og direkte uoprettelige skader end vores.
Det sværeste for mig var gentagelsen. Ingen kan se, hvem af vores tre unger, der er hovedpersonen i cancerhistorien. Så hvert møde med en ny familie betød en udpegning og genfortælling af ens værste mareridt. Et mareridt, der dog efterhånden, som genfortællingerne fandt sted, blev mindre og mindre detaljeret og mere og mere overfladisk. For med genfortælling kom afdramatisering og perspektivet. Vores historie var jo sket. Og selvom vi i vores omgangskreds er de uheldige, så var vi på mange måder de heldige i denne gruppe. Derved perspektivet. De måneder vi tilbragte i helvede var jo ikke meget i forhold til de år, mange andre havde været der. Og ja, man kan ikke se, at det er Rosemarie, som var hovedpersonen. Man kan ikke se, at hun i dag mangler en nyre. Man kan ikke se, hvad det lille væsen har formået i sit liv allerede. Og det er jeg lykkelig for. For selvom hun skal være for evigt stolt af det, hun har opnået. Så skal det heller ikke tegne hende…eller hendes liv fremadrettet.
Nu er vi hjemme igen. Vi står overfor hverdagen. Lige om snart vender jeg tilbage til jobbet og det almindelige liv. Tilbage til der, hvor alt kørte af sporet. Jeg glæder mig som et lille barn. Jeg sitrer ved tanken om at få lov til at vende tilbage med så meget af mit gamle mig stadig i behold. Mallorca var et smukt punktum i vores historie. Tusind tak for det, Børnecancerfonden!
Jeg er klar til at lægge det hele bag os. For det er hvad vi har besluttet at gøre. Lægge det bag os. Ikke glemme det, det kan vi aldrig. Det skal vi ikke. Men lægge det bag os og leve videre med det i vores rygsæk. Vi har valgt ikke at opsøge det yderligere, ikke at melde os ind i foreninger, hvor det sociale omdrejningspunkt er kræft. Sandheden er jo, at hvis vi skulle melde os ind i nogen foreningen, så skulle det være “foreningen for børn med kun en nyre” (FYI den findes ikke!). For det er der, hvor vores barn i dag er anderledes. Men som det er lige nu, så har vi mest brug for at være almindelige igen. Bare at være helt almindelige.
Rosemarie er rask. Rosemarie er OK…vi er ok. Vi klarede det!
Du kan læse mere om La Vida og børnecancerfonden her
Hvor er det skønt at I kan sætte et punktum, finde en slutningen. At I kan gøre det på denne måde, med en ferie, hvor I som en familie sammen kan sige farvel til den kamp I har været igennem. I er helt igennem en fantastisk familie!