Når døren rammer en i bagdelen på vejen ud…
seriøst! Det gjorde den! Jeg nåede ikke ud af døren hurtigt nok fra børneonkologisk ambulatorium, og så meget metaforisk ramte døren mig på numsen, og nærmest symbolsk smed mig ud af døren.
Rosemarie har det godt. Rosemarie er stadig rask. Alle scanninger var flotte – dog med anlæg til mange prutter over de næste timer pga luft i maven (tak for den info). Men ikke andet, der gav grund til bekymring. Hvis man da skal bekymre sig om prutter!
Vi havde desværre en rigtig dårlig oplevelse inde til ultralydsscanningen. En scanning, som især jeg frygter rigtig meget. Ikke fordi den skulle kunne sige så meget andet end et kik ind til den ene nyre, som er tilbage. Men fordi mit traume startede med en ultralydsscanning. En ultralydsscanning, hvor jeg sad helt alene og fik dommer over min datters helbred. Jeg klarede det ok (at sige flot ville nok være liiige at overdrive!). Men jeg klarede den med nogenlunde ro og beherskelse. Lige indtil den unge læge rejser sig op og siger “jeg henter lige overlægen!”. Så gik jeg i akut panik. Hun forsøgte forsigtigt at sige, at hun bare uerfaren og hun skulle have en erfaren lægen til scanne efter. Mens jeg kæmpede for at trække vejret og blivende stående på benene.
Sygeplejersken kom ind og forsøgte at glatte ud. Jeg stod med tårerne ukontrollerbart trillende og med vrede i stemmen, sagde jeg sammenbidt. “Det gør man ikke! Man sender ikke en uerfaren lægen ind til forældre til barn, der har kræft! Vi er jo dybt traumatiseret, vores mareridt startede her. Og så gør I sådan noget. Det gør man IKKE! Lad den unge læge lærer på nogle andre. Vi har været nok igennem”. Og stor ros til sygeplejersken for meget ærligt at sige. “Nej, det gør man ikke. Og jeg plæderede for, at overlægen skulle gå ind fra start!”. Ikke noget med at bortforklare, ikke noget med at snakke til min fornuft. Bare et rolig “jeg forstår dig”. Overlægen fandt ingenting og fik målt den ene nyre til at være både stor og stærk. Lettere chokeret og mildest talt aggressiv gik vi ud af rummet og videre i systemet. Dog skal det siges, at resten af mødet med Riget var som altid helt ok.
Så nu er der dømt 3 måneders almindelig liv, indtil næste kontrol i starten af januar. Rosemarie er rask…og som hendes læge sagde (som tilfældigvis også er ekspert på Wilms tumorer), det forbliver hun!
Dejligt at høre at det går godt med din datter. Og flot at du fik fortalt dem at det ikke var i orden. Knus Helle