Når tingene bliver mere stressfyldt end det behøver…

Mulles 3. Kontrol er overstået. Så er der kun små 11 tilbage…men hvem tæller? Endnu engang blev hele situation langt mere stressfyldt end nødvendigt. Efter en forsinkelse på 30 min. kom vi ind til ultralyd af maven. Vi bad denne gang på forhånd om en erfaren læge. Muligvis dette var et selvmål i forhold til at komme ind til tiden. Men det tog vi med. Mulle nød de lange gange, som man kan løbe ri’tihg stærkt på. Og ikke mindst nød vi udsigten, da det nærmest på befaling af en snehungrende tre årig begyndte at sne med store fine snefnug  imens. Hvilken 3 årig vil ikke gerne bygge deres helt egen Olaf?

Vi blev mødt af både den søde sygeplejerske fra sidst, den uerfarne læge fra sidst og deres nok…hmmm…mest erfarne læge (både i faget og livet!). De gik systematisk Mulles mave igennem. Nyren har det så fint, tarmene har overtaget pladsen fra den gamle nyre. Og hun fik ros for evnen til åbenbart at have utrolig meget urin i blæren. Mors lille kontrolfreak ha ha ha…

Videre i systemet – røntgen af lungerne. Og her skal man forstå, at måske i min personlige boble er ultralyden sværest at komme igennem. Det var den undersøgelse, der endte mit tidligere almindelig liv. Den undersøgelse, der kastede os på hovedet. Men i cancerverdenen. Så er det røntgen af lungerne, der er den mest afgørende. I forhold til tilbagefald…det ene ord, som vi x-cancerkærester hele tiden skal forholde os til. Det ord der dræner, ødelægger og får en til at føle, at man hele tiden lever på lånt tid som almindeligt menneske. Selve undersøgelsen er forholdsvis nem – især for en pro som Mulle. Som nu er så høj, at undersøgelsen foregår stående…en stor ting i en lille piges verden.

Og så går man de lange tunge skridt ned til den afdeling, hvor alt emmer af det unormale. Misforstå mig ikke…ikke kun dårligt. Men bare symbolet på en meget svær tid, hvor man i de rum har pumpet kemo ind i blodet på sit barn. Planlagt en åben operation og ikke mindst skulle forholde sig til kræftens mange ansigter. Og så venter man. Heldigvis i skønt selskab, for man møder ofte en af de andre krigerne. Dem der stadig er igang med krigen. Og dem hvor krigen er overstået, som skal ind og tjekke, at der skal oprustes igen…pga…tilbagefald. Lige meget hvad, så er det skønt lige at kramme og sige Hej.

Og så venter vi…og venter…og venter. Noget med akut, noget med sundhedsplatformen, noget med ingen svar i flere dage. Mig, der med panik i øjnene får fremstammet “men hvornår ved jeg så, om hun er ok?”. En sygeplejerske, der forbarmer sig – sender os hjem og lover at ringe senere med svar.

Og så starter kampen. Den indædte kamp med ens indre angst for at få revet tæppet væk. Forbereder jeg mig? Så jeg ikke bliver helt ødelagt, hvis de ringer med ordet “tilbagefald”? Skubber jeg det fra mig? Det kan jeg jo ikke. Forholder jeg mig til fornuften, at risikoen er meget lille for tilbagefald. En kamp man kæmper, imens man panisk tjekker mobilen konstant. De ringer ikke.

Jeg kører ad sted efter E, som skal til dans. Jeg ankommer til dans…og bum ubesvaret opkald. Telefonsvarebesked! Og så lukker min hjerne ned! Jeg kan ikke sidde der i en bil på en parkeringsplads og få revet mit tæppe væk. Jeg kan ikke…jeg kan slet ikke få luft. Ender med at få Martin til at ringe til dem. Og de 0.1 sekund fra jeg tager telefonen, da han ringer tilbage, til han når at sige noget, når jeg at tænke 200 katastrofe tanker.

Alt er ok. Hun er helt rask. Så den hævede mandel, den tørre hoste, ondt i benet og de 10 andre ting, jeg har forbundet med ordet tilbagefald…var bare Mulle 3 3/4 år, som ligesom alle andre bliver syg. Hun er helt normal! Helt almindelig.

5 comments