3 måneder mere med luft i lungerne

Rosemarie gik igennem kontrol uden anmærkninger. Og hun tog blodprøver i stiv arm…forhåbentlig er næste gang, hun skal have taget blodprøver til den afsluttende kontrol om 4 år. Hun var smurt med bedøvelsescreme og pakket ind i madfilm (da hun HADER plastre) og det virkede så godt, at hun slet ikke opdagede, de stak.

De sidste uger har været fyldt med uro for mig. Ikke kun, fordi vi stod overfor endnu en kontrol. Endnu et øjeblik, hvor alt vi har brugt et år på at bygge op, kunne blive taget fra os igen. Uroen byggede mere på konsekvenserne af det, der skete for 1 år siden.

Efter en samtale fornylig med en god ven, som selv har været ude for en livsændrende ulykke, blev en enkelt sætning siddende i mit hovedet – selve traumet oplever man først efter 1 år. Da han sagde det, var det som om der faldt noget på plads i mit hovedet. Og her har jeg gået og ventet på traumet forsvandt! Ventet på, at mit “gamle” mig kom tilbage, for nu er der jo gået et år. Men først i det øjeblik gik det op for mig, at jeg først nu et år efter, har evnet at opleve og gennemleve traumet. Først nu mit sind er vågnet, og først nu kan jeg kikke på solen og reelt føle mig glad. Og det er vidunderligt. Men samtidig med det, så er det også først nu, at jeg kan kikke på billederne og reelt mærke den knusende angst og sorg, som jeg følte, mens det hele stod på.

Så den forventede lettelse, den fornyede energi og troen på fremtiden bliver til tider ædt op af sorgen over det, der er sket. Og ikke mindst følelsen af at blive forrådt af universet. Vreden over at mit lille barn skulle stået det igennem. At hun nu skal leve med et ar på maven og vi, med et på sjælen, det kan til tider gøre mig SÅ vred. Og så forsvinder den forventede nye energi og troen på fremtiden. Når ens tanker er der, så dræner vreden så meget, at man intet orker. Og så skal man både kunne rumme vreden og skuffelsen over, at man ikke nu et 1 år efter, står og mærker livet og har et væld af overskud.

Men selv det at mærke vreden er jo en del af helingen. En af stadierne mod accepten. Så vreden er ikke dårlig. Slet ikke. Men først i det øjeblik, i den samtale gik det op for mig, at det var almindeligt at have det sådan.

Jeg kommer aldrig til at acceptere det, der er sket. Jo, måske den 21. december 2025, når der er gået 10 år. Og risikoen for tilbagefald er lig 0. Og i småt skridt på vej mod dato, vil min accept blive større og større. Men før risikoen for, at Rosemarie kan blive syg igen, er lig nul, så vil jeg aldrig 100 % acceptere, at dette skulle ske for os.

Men lige nu…og de næste 3 måneder, der er Rosemarie rask. Og vi skal ud og nyde solen. Og de dage energien er lav og traumet buldrer derinde, så vil overskuddet være på et lille sted, så bær over med mig…bær over med os. Vi skal nok blive os igen, og kunne rumme alt det, som vi kunne før. Men vi er stadig i undtagelsestilstand. Vi er kun lige ved at lære at leve med det.

1 comment