Det suser for mine ører…

Tanker blæser igennem hovedet og nogle dage må jeg holde ekstra fast for at være sikker på, at tankerne ikke vælter mig omkuld. I dag er sådan en dag, og så ved jeg kun en måde at komme af med det. Skrive mig ud af det.

Alle siger til mig (i et forsøg på at trøste mig), at det nok skal blive nemmere. At med tiden vænner vi os til det. Men sandheden er begyndt så småt at gå op for mig. Den smertefulde sandhed er, at det er en løgn. Vi lever i en livscyklus på ca. 2½ måned, hvor kontrollerne i starten af perioden virker langt væk. Men jo tættere vi kommer næste kontrol, så tændes frygten for, at det hele bliver revet væk igen.

Vi vænner os ikke til det. Det bliver ikke nemmere med tiden. Faktisk vil jeg nærmest sige, at det bliver sværere og sværere. For jo mere almindelige vi bliver, jo mere ødelæggende vil deres ord være. Jo mere står der på spil. Jo ældre er Mulle blevet og jo mere ødelæggende vil det være at skulle træde tilbage i kaosset. Der var engang, jeg var almindelig – lige som dig kære læser – og så med få ord, så ændrede det sig og hele min verden blev ødelagt. Min almindelighed blev knust. Så nu, hvor jeg er tilbage til det almindelige, så vil deres ord igen kunne knuse. Og frygten for det er så tærrende.

Som en syg form for Stockholmsyndrom (I ved, der hvor den kidnappede ender med at holde med sin kidnapper), så kan jeg nogle dage sidde og længes efter sidste år. Længes efter nærværet og tiden. Roen og rummeligheden. For så at blive grebet af en mild form for panikangst over, at jeg overhovedet kan tænke den tanke. At jeg overhovedet kan se det positive i det. For tænkt nu, hvis universet hører mig og hører det som en bøn eller higen efter en svunden tid. Og ikke hører det, for hvad det egentlig rigtig er. Nemlig en lille hjerne (og ikke mindst hjerte), der forsøger at skabe mening med en meningsløs begivenhed i livet. Et forsøg på at finde noget positivt ved det, så skulle det frygtelig ske igen, så ved hjerne (og hjertet), at der er sider af traumet, der kan lugte lidt af lykke.

Da vi blev udskrevet fra Riget (det bliver man aldrig rigtig før om min. 5 år), men da vi skulle gå hjem og lege almindelige igen, spurgte jeg en læge “men hvordan skal jeg kunne vide mig sikker på, at hun er rask? Hvordan sørger jeg for, at vi opdager det igen, hvis hun ikke er?”. Lægen (for den trofaste læser – så var det den samme læge som brugte bannermetaforen under forløbet) sagde så “kik på dit barn…hvis hun ser rask ud, så er hun rask. Hvis hun pludselig ikke ser rask ud, så ringer du”. Tro mig – jeg har ville ringe ca. 2 gange i snit om ugen (og har også gjort det, men kun i starten) det sidste år.  For hvornår ser barnet rask ud? Og endnu værre, hvornår ser hun ikke rask ud? Hvis hun har ondt i benet eller får sidestik, er hun så rask? Hvis hun er småtspisende og træt, er hun så rask? Hvad nu hvis, hun er småtspisende den ene dag og grovæder den anden…var hun så ikke rask den ene dag? Og hvis smerten i benet er gået væk igen, da hun vågnede, er det så bare vokseværk?

Jeg vænner mig ikke det. Jeg tror måske lidt, min hjerne nægter at vænne sig til det. For altid at være en lille smule på vagt. Klar til reagere. Klar til at tage imod deres ødelæggende ord. Især her op til kontrol på mandag, så er jeg ekstra klar. Og ekstra bange, ked af det, vred, beskyttende og fokuseret. Så bær over med mig.

Men kan man leve sådan – på vagt hele tiden? Det kan man vel blive nødt til. Jeg har ikke noget valg. Jeg ved bare, at den 21. december 2025, der kan jeg endelig slappe af igen. Og på en eller anden måde skal jeg finde en måde at leve i de ca. 9 år, der er endnu, uden hele tiden at hige efter dagen efter kontrollen eller endnu værre 9 år ude i fremtiden. For først der er risikoen for tilbagefald væk. Og så er Mulle 13 år gammel…og til den tid, så er der så meget andet jeg skal bekymre mig om med hende – den lille bandit 😉

2 comments