Tiden må gerne både gå hurtigt og i stå på samme tid…er det for meget at forlange?

Jeg sad inde i isolationsrummet på Børneonkologisk ambulatorie tidligere i dag (jeg er forkølet – og med børn omkring en, hvor selv den mindste forkølelse kan være værre for dem end deres cancerdiagnose, så måtte jeg ikke opholde mig sammen med de andre). “Tiden må gerne både gå hurtigt og i stå”. Det var min veninde, der skrev det i en besked, da jeg skrev, at vi ventede stadig på svar. Og det ramte lige ind i kernen. Følelsen af, at man bare gerne vil have, at de kalder Mulles navn. For så at forstene helt ind i hjertet, da lægen råber “ROSEMARIE”. Mit hjerte ræser, jeg forsøger at læse lægens ansigt. “Ser hun ikke lidt trist ud, er det fordi det er dårligt?”. “Kikkede hun ikke kun på Mulle og ikke på mig, var det også skidt?”. Jeg ved, at nu er det nu…nu kan alting forandre sig.

Jeg når at tænke utrolig storladne tanker. Jeg knuger tasken med gaven til Mulle. Jeg har med vilje gemt den, hvis nu de skal undersøge mere, så jeg har den med som bestikkelse – så langt tænker jeg! Vi går ind, vi sætter os ned, vi venter på lægen snakker, vi venter og ventetiden føles som år. Hun siger henkastet “ultralyden ser jo helt fin ud”. Jeg fremstammer “Men hvad med røntgenbillede?”. “Nårh det har jeg ikke set endnu” siger lægen.

Så venter vi noget mere. Hun taster koder ind og klikker på dokumenter. Det føles som år…årtier!Pludselig toner Mulles lunger op på skærmen. “Jamen de ser jo fine ud” svarer lægen. Og med et kæmpe kolonorm lydløst brag falder hele det massive skjold, jeg har brugt de sidste par uger på at bygge op, på gulvet. Og med et splitsekund fremmanes der i stedet for en følelse af lettelse blandet med en smule pinlighed. Alle de mange katastrofetanker, kampe med mig selv omkring tro og mistro. Og ikke mindst de mange timer jeg har brugt på at planlægge, hvad der skulle ske med Mulle, med os, med mit arbejde, vores liv, vores rejser, vores pool, vores verden, hvis Mulle igen var blevet syg. Det føles alt sammen så tosset. Så spild af godt liv. Jeg får næsten lyst til at grine. Grine lidt hysterisk over, at jeg har pustet min frygt så stort op, for så pludseligt at sidde der med en meeeget flad piftet ballon og ikke rigtig vide, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Vi gennemfører resten af kontrolbesøget. Mulle måles, vejes og gennemgås. Lægen slutter af med at sige “Du er i hvert fald den fineste lille pige, der har været igennem i dag”. Og med de ord tager vi vores ting, siger god sommerferie og fri igen i 3 måneder. Vi går ud igennem ambulatoriet med alle de børn siddende omkring, som stadig kæmper. Hvis sygdom har en langt dårligere prognose end Mulles. Hvis behandlingsforløb varer mange år og hvor held skal spille med som en faktor. Og for første gang i lang tid kan jeg godt se, at vi nok er lidt heldige. På den surrealistiske målestok af held, så er vi lidt heldige. Og selvom det er egentlig ikke er en rar ting at føle, så er følelsen nærværende og ægte. Og følelsen gør det muligt at gå ud af ambulatoriet, lægge det bag os for en stund. Og forhåbentlig håndtere næste besøg med en smule mere is i maven. For ja, hun er rask. Også når hun har ondt i benet, ikke spiser og er mere træt end vanligt. Mulle er kommet så langt på de sidste 1½ år. Og selvom det nogle dage ikke føles sådan, så er vi også kommet langt. Hver for sig, som forældre, som familie.

2 comments