Troen på at det nok skal gå…

De sidste tre måneder er fløjet af sted. På trods af tiden har været fyldt med grimme mærkedage og “minder” på facebook.

Det ambivalente ved at leve i den her post-cancer-verden er den konstante lyst til at skyde tiden til 21. december 2025 (10 år efter diagnose – og der ved 0 % risiko for tilbagefald) kontra det almindelige livs konstante krav om nærvær og leve i nuet. Så derfor er de mellemliggende år en lang øvelse i at finde ro mellem kontrollerne. Hvilket jeg jo må sige, jeg rent faktisk er blevet langt bedre til.

Altså hvis vi ser bort fra min konstante fokusering på, om hun spiser nok. Min lettere hysteriske hvisken om, hvor stort et r**hul universet lige præcist var, da Mulle faldt ned af trapperne nytårsaften og lignede en bokser i kamp bagefter (en tabt kamp vel at mærke!). Og når ja, den tydelige favorisering, der sker, når hun klager over ondt i maven kontra de andre søskende, der ligger med 40 i feber og får en klud og en ipad. Men derudover så er jeg blevet langt bedre til tiden mellem kontrollerne.

Det sidste jeg slås med kan måske misforstås som en slags overtro. I kender den godt, den der “hvis jeg nu siger det sker, så sker det nok ikke”. Og så tænker du nok, sådan noget er jo noget pjat. Og det medgiver jeg 100 %. Men i sådanne tilfælde som vores, så er det ikke kun et naivt forsøg på at føle, at man har en smule kontrol. Nej, det er også et spørgsmål om en balance mellem den reelle trussel, der er på vores datters liv og den meget lille risiko for, at den trussel bliver reel. Ja, det lyder måske lidt kringlet. Men jeg er i disse dage blevet enig med mig selv om, at når alt kommer til alt, så er det nok meget smart for mig at gå ind i de kontroller med en smule mistro og skepsis til, at universet vil det en 100 % godt. Både for at føle en smule kontrol, skulle lægerne sige noget, som river gulvtæppet væk igen. Men også for ikke at udviske den reelle risiko, der er. Lad os være ærlige, var der ingen risiko, så ville vi jo hellere ikke skulle til kontrol.

Rosemarie er ved at blive stor. Hun fortæller hele børnehaven om den manglende myre (red. nyre!). Og om operationen og Sisse og arret. Hun er stolt af arret. Og af at have kun én myre. Og muligvis en myresluger i mave i flg. hende. Men hun er også begyndt at stille spørgsmål. Spørgsmål, som nogle dage rammer dybt. På dage som i dag, så kan det være svært at svare på spørgsmålet som “hvorfor blev den anden myre væk?” Eller “jeg er ikke syg, vel?”. For ens umiddelbar til det sidste ville jo være “nej skat, det er du ikke mere”. Men så kommer den førnævnte balance op i en. For hvad hvis nu, de finder noget på scanningen? Og hun reelt er syg igen. Og jeg få timer før har sagt det modsatte. Har jeg så løjet eller beskyttet hende? Den er svær. Og den skal vi finde en måde at leve med. I tråd med hun bliver større og forstår mere. Og pludselig også forstår risikoen for tilbagefald.

Mulle er rask! Hun er stadig 100 % fuld af spræl og en stor sund myre. Hun tog dagen i dag med oprejst pande og godt humør, som hun altid gør. En gang mere i april, så får vi længere mellem pauserne. Og for første gang i 2 år, så glæder jeg mig nu til, der er 6 måneder mellem kontrollerne. For Mulle er rask og vi er helt almindelige igen <3