Mulle er gået igennem syn…

Vi er nu halvvejs i kontrolforløbet. Vi har 3 kontroller tilbage. 3 April’er i vores liv og så er det slut.

Men desværre gik denne gang heller ikke glat. Først op af eftermiddagen i dag blev vi endelig forsikret om, at Mulle eller Rosie (som vi er begyndt mere og mere at kalde hende) stadig var sund og rask. Denne gang var ultralyd og røntgen booket, men Mulles navn fremgik ikke af skærmen i ambulatoriet, da vi kom. Heldigvis var der en sød læge, som tog os ind til samtale. En samtale, hvor han ikke rigtig kunne sige så meget, da sundhedsplatformen var gået ned. Så alle svar og billeder var ikke til at finde frem.

Da vi var i behandlingskaoset var det egentlig en del af hverdagen. En hver kemo, samtale eller undersøgelse blev gjort på den tid, det tog. Var der forsinkelser, så dassede vi rundt på Riget eller hang ud i køkkenet og fik en is. Ventetid var en del af livet…hospitalslivet. Men jo længere tid vi er ude af hospitalslivet. Jo mere et almindeligt liv vi lever, jo mere enerverende, utryghedsskabende og frustrerende er ventetiden. Jeg tog mig selv i at romantisere den tid enormt meget i dag. Den tid, hvor det bare var Mulle, mig og Riget. Mest fordi det var så tryg dengang. Og nu, hvor jeg er del af det almindelige liv, så er hospitalsverden bare så utryg, kaotisk og ukontrollerbar.

Mulle tog ventetiden med ophøjet ro

I ugerne op til denne kontrol, hvor der er gået 6 måneder siden sidst. Har jeg taget mig selv i at føle angst ved det almindelige. Når jeg om morgenen havde lyst til at skrige, fordi en af 3 unger var langt fra færdig og hunden havde forresten tisset på gulvet. Når jeg stod foran spejlet og diskuterede med mit indre jeg, om at jeg burde træne, klippe mit hår eller få nye briller. Så blev jeg hver gang grebet af angst. Angsten for at miste det. Angsten for, om det, at så mange ting og tanker ligner for 3 år siden, var endnu et opråb til universet om, at nu skulle vi igen lige lære, hvad der er vigtigt i livet.

Men for nogle dage siden slog det mig, at jeg kikkede på det forkert.

I stedet for at mærke angst ved at være nærmest lige præcis samme sted, med samme tanker, som for 3 år siden. Så begyndte jeg at mærke glæde. For endelig var jeg tilbage. Det eneste jeg drømte om i 9 måneder, jeg gik hjemme med Mulle, var at være almindelige igen. Jeg længtes tilbage til musehjulet, stresset og min stol på arbejdet. Og pludselig så er jeg så heldig, jeg er her igen. Så i stedet for at føle angst, føler jeg nu glæde. Jeg er tilbage…og s**t jeg hader stadig madpakker 😀

Og derfor er hospitalsverdenen igen fremmed, ukontrollerbar og utryg for mig. Vi er igen almindelig!

Mulle på bjørnene. Så stor hun er blevet.