Forandringen i barnet, i os og omstændighederne.

Der er gået et år siden sidste kontrol. Mulle er blevet et år ældre. Er startet i skole, blevet 7 år kæk, fået bjørnetykt hår ned til bagdelen og kan nææææsten gå i split. Hun stiller flere spørgsmål til det hele og synes absolut ikke snakken, om virus er rar. Hun er stolt af sine mærker efter kampen. Men undrer sig over, hvad vi gør, hvis den anden nyre bliver syg. Hun vokser – både i højden og sindet. Men alle sine ar…både de synlige og de, som ingen kan se.

Vi er blevet et år ældre. Gået fra at være samlet til at være delt i to. Landet i nye rammer og lært, at livet meget sjældent arter sig i den retning, som du havde planlagt bare 1 måned tidligere.

For 1 måned siden glædede jeg mig over udsigten til at starte et nyt job. Jeg glædede mig over at være landet efter et turbulent år. Og jeg glædede mig til at stå stille lidt. Og være i ro. Her sidder jeg så 1 måned senere. Med lukkede institutioner, arbejdspladser og en kamp for “overlevelse”, der raser igennem landet. Et land, der er ramt af, hvad der for nogen opleves, som den værste udfordring i nyere tid. For nogen…ikke for mig.

For lige nu træder min lille Mulle med rank ryg og farmand i hånden ind på Rigshospitalet. Ind for at gennemføre de standardkontroller, som sikrer os, at hun stadig er rask. Sikrer os, at hun kan tåle at blive smittet med den florerende virus og leve et fremadrettet (U)normalt liv med én stor nyre fremfor to.

Men denne gang træder hun ind uden mig, hendes tro følgesvend i alle aspekter af hendes sygdomsforløb. For da restriktioner fra Rigshospitalet lød på, at kun én forældre måtte deltage for at mindske risiko for smitte, så er den skinbare sandhed, at mit traume stadig er så dybt, at min angstreaktion sprang alle rammer. Så Mulles far svarede resolut “det skal du ikke…det gør jeg!”. Og jeg læner mig ind i hans ro og accepterer, at jeg ikke er stærk nok til at stå derinde alene igen. Selvom alt i mig skriger på, at jeg bør stå derinde sammen med min datter. Men jeg kan ikke være der for hende imens. Selv efter 4 år – slet ikke 4 år efter.

Accept har været det gennemgående tema for mig i det sidste år – og én ting har jeg lært. At i dag er jeg stærkt nok til at sige tingene højt. At det vigtigste for at komme videre, når ens verden ændres radikalt, er at man tør stå ved den frygt, man føler. At verden ikke bliver mindre skræmmende eller ødelæggende ved, at man tilbageholder sin frygt eller smerte. Eller som jeg gjorde – ignorerede den, pakkede den væk. At rent faktisk kan man mindske frygten ved at dele den og sige tingene højt. Ved at stå ved de ting, man er bange for, så rykker man tættere på at acceptere sin virkelighed. Hvis man ikke formår at acceptere sin virkelighed, så vil det bremse alt. Det gjorde den for mig.

Det virkede for mig umuligt at acceptere, at billedet jeg havde af livet pludseligt blev revet fra hinanden. Og lige meget, hvor meget jeg forsøgte at sætte det sammen igen bagefter, så var billedets kanter så flossede, at brikkerne passer ikke sammen mere.

Men at skabe et nyt billede og derved begynde en accept af at give slip på det gamle, kræver både mod og overskud af ressourcer. Og oftest, når “universet” (og omgivelserne) kræver af én, at man skaber nye billeder for at komme videre med livet, så er smerten over det ødelagte billede så gennemgribende, at man hverken kan opdyrke mod eller ressourcer.

Man ender i et vakuum, hvor man affinder sig. Man skaber ikke nye billeder, man stopper med at drømme, stopper forestillingen om fremtiden og glemmer følelsen af glæde. Man bliver låst og lammet.

Men så en dag, hvis man er heldig, så bliver man ramt af følelsen af, at verden kan være anderledes. Den behøver ikke være lammet. Og hvis man er heldig, så kan man pludselig samle de fornødne ressourcer og begynde at opbygge et nyt billede. Et nyt billede med nye og gamle elementer…men nogle gange i en helt ny ramme.

Heri ligger accepten og fremtiden. Når man endeligt giver slip på det iturevne billede og begynder at skabe et nyt. Muligvis igen et “glans”billede, muligvis med mange af de samme delelementer. Men vigtigst af alt, er at det springer ud af ens eget behov for at skabe et nyt. Og denne gang har man ydermere lært, at billederne er skrøbelige og lavet af papir. Om en måned er din virkelighed anderledes, end du havde forestillet den. Dit “glans”billedet ændret. Og det er ok.

Mulle kommer hjem senere. Med farmand i hånden. Og hjemme hos mor venter der kage og is. Mens vi venter på, lægen ringer og fortæller os, hvor vidt Mulle stadig er ok. Om vi har vundet et år mere i frihed. Og om den florererende virus bare kan komme an.

Der ligger en accept af fortiden i at skrive dette indlæg på forkant…før kontrolsvaret foreligger (bare rolig, jeg skal nok opdatere, når det kommer). Især en accept af livets præmis, som har taget mig 4 år at nå til. Men mest af alt krævede det et mod, som det har taget mig hele livet (indtil videre) at opbygge ❤

UPDATE: Mulles ultralyd viste én stor sund nyre og røntgen viste to sunde lunger. Dette betyder, at vi nu kun skal overstå en sidste kontrol om et år. Så er vi ude af cancerverdenen igen. Så kan vi endelig begynde at trække vejret og føle os trygge igen. Sådan helt ned i maven tryg!

4 comments