Jeg er ikke længere bange for mørke…

I dag den 21. december 2020 kl. 08:57 er det 5 år efter sætningen “Det er en tumor på nyren”. 5 år efter kræft konstateres, betragtes Rosemarie af sundhedsvæsenet for helt rask. Hendes risiko for tilbagefald er nu lige så lille som risikoen for at få kræft som barn – altså under 1 %. Og så sidder jeg her i murbrokkerne og betragter mine omgivelser…med sjæle – og et maveskind, der for altid vil være arret. Og med rammer omkring os, der tydeligt bærer tegnene på kampen.

Da jeg var barn, tilbragte jeg en del somre i Beirut, Libanon. Sommeren 1993, mens bomberne stadig glimtede på nattehimlen sydpå, landede jeg i mit andet fædreland for første gang. 13 år gammel og med forventningens glæde boblende i maven.

Det var mørkt, da vi første gang kørte gennem byen. Og jeg så de kæmpe krater af murbrokker, krigen havde efterladt. Mine øjne var stift rettet mod min far. På tåren, der trillede ned ad kinden og chokket i hans øjne, da vi passede den engang sagnomspundne Martyrplads. Der var i mine øjne ingenting at se…andet end murbrokker. Min fars øjne dvælede på pladsen i stilhed og selvom jeg ikke forstod alvoren af krig. Så vidste jeg, at murbrokkerne lavede et sår på hans sjæl, som ville efterlade et ar for altid.

For sådan er livet. Livet giver sår på sjælen – og tiden heler dem igen. Men arrene forsvinder aldrig. De bliver en del af din historie. Historien om overlevelse, tålmodighed, kamp, kærlighed, sorg og konsekvenser af valg. Arrene skaber, hvem du er og lærer dig én ting…du overlevede også denne gang❤

Så hvad vil du gøre med dét? At du overlevede? At du klarede den?

I somrene efter krigen var stoppet, lærte jeg at kaste vandballoner fra altanen i min fasters lejlighed. Vi konkurrerede om, hvem der kunne ramme sofaen, reolen eller hullet i væggen i nabokrateret. Ganske barnligt ureflekteret om, at mine jævnaldrende kusiner med al sandsynlighed havde ligget angste under spisebordet, da bygningen ved siden af, blev bombet til murbrokker. Jeg lærte at spytte langt, passe på minerne i græsset og at leve uden strøm størstedelen af dagen. Men jeg lærte især at trods, livet ikke altid giver dig de bedste kort på hånden. Så er det din forbandede forpligtelse at få det bedste ud af kortene. Så brug dem i det mindste til at bygge et korthus.

Rosie vokser op i murbrokker. Murbrokker hun måske en dag forstår, at hendes historie var med til at skabe. Og det er vores forbandede forpligtelse, at hun forstår, hun aldrig skal føle skyld af den grund. At jeg er hende evig taknemlig for det, hun har lært mig. Også selvom det tog tid for mig at indse, at arrene på sjælen er en gave og ikke hæmsko. Det tog mig faktisk år…5 år for at være helt præcis.

For jeg skulle nå et punkt, hvor jeg endelig kunne sige, at nu er Rosie rask – og oprigtigt tro på det. Og jeg skulle lære at se på hendes ar på kroppen og føle taknemmelighed over, at hun overlevede fremfor sorg over det, som var hændt hende. Men jeg skulle især lære at slippe min smånaive navlepillende vrede over, at verden kunne være så ond mod mig at byde min familie det sår. Lære at sætte tingene i perspektiv og fokusere på mit held fremfor min ulykke. Det held, som vi allerede blev fortalt på Riget, når sygeplejerskerne dengang sagde “hvis det er, hvad vi tror det er, så er det en god ting”. Men jeg var for såret til at bemærke rigtigheden i.

På 5 års dagen rejser jeg mig endeligt fra murbrokkerne og forlader dem. Jeg kikker med stolthed på mit barn, der hele tiden har formået at bære sine ar med oprejst pande og finde vandballonerne frem. Måske det er den indre libaneser, der har gjort hende lige en tand sejere end resten af os.

Jeg er ikke længere bange for mørke. Bange for at flyve, bange for hajer eller andet irrationelt. Jeg er ikke længere bange for at tage beslutninger, der har konsekvenser. Eller bange for at stå ved, at jeg ofte tænker og betragter verden mere skævt end andre. Jeg er ikke længere bange for at leve. Og det er Rosies histories fortjeneste.

Jeg tager arret på sjælen med mig. Og jeg kan ikke love, at jeg ikke mere rammes af vemod og sorg over alt det, Rosie sygdom trak med sig. Men jeg tør nu tro på, at hun er rask. Og jeg kan bruge murbrokkerne til at bygge nyt med…og denne gang bliver det noget med tårne så høje, de rager ind i himlen 💖