Et endegyldigt farvel…

I dag trådte vi ind på Riget som forældre til et cancerbarn for sidste gang. Efter ca. 3 timer trådte vi ud igen. En smule forandrede. Vi har gjort det. Vi klarede det. Mulle klarede det. Afsluttende 5 års kontrol er overstået.

Da vi sad inde hos lægen, følte jeg mig ikke anderledes end de mange mange gange, jeg tidligere havde siddet der. Ja, faktisk følte jeg mig ikke engang ældre…eller lad mig omformulere, jeg følte ikke, tiden var en anden. Jeg sad stadig der og ventede på, at lægen gennemgik prøvesvar. Jeg sad stadig og holdt vejret og ventede…fangede hvert et ord. Hver en frasering. Hver en stemning.

“Nåh, Rosemarie – så skal vi tage blodprøve på dig i dag. For sidste gang nogensinde”. Mit hjerte stoppede. Sagde lægen lige sidste gang? Det er slut. Vores tid som forældre til et kræftbarn er slut. Som med et trylleslag røg de sidste 5 års åg væk. Elefantkostumet er væk. Vi er…almindelige igen.

Mine ører tunede tilbage på lægens sætninger om kontrol hver 3. år. Min hjerne prøvede at lande. Hvorfor det? Hun er jo rask?! Hvorfor skal vi tilbage hertil? Jeg kæmpede for at lande i dette flere timer efter. Men på den anden side af cancer er der en grim sandhed. En sandhed, som sjældent fortælles. Eftervirkningen…bivirkningen…ved at overleve cancer. At man skal leve i bedste fald med én nyre og med risikoen for forsinket udvikling. Fordi man, for at overleve, har fået kemo og andet medicin, er blevet opereret og kroppen er blevet slidt, før den overhovedet har fået lov til at være fuldvoksen.

Rosie eftervirkninger virker banale målt mod de andre børns kampe, når man først har vundet kampen mod kræften. For mange børn er kampen kun lige startet, når de endelig vinder retten til overhovedet at leve. Så vi tager kontrollerne hver 3. år med som tillæg til vores historie – som et utrolig billigst sluppet tillæg til kampen for at få lov at leve.

Jeg kæmpede for at få Rosie. Jeg kæmpede for at beholde hende i min mave. Og mens jeg fødte hende, hviskede jeg “kom så baby…kom så baby” i de sidste minutter, før hun gled op i mine arme. Jeg føler, jeg har heppet på Rosie siden den dag, hun blev skabt. Heppet på, at hun ville blive hos mig og vise mig den storhed, jeg hele tiden har vidst, hun indeholder. Rosie er lavet af noget helt særligt. Men tiden er inde til, at også hun får lov at være almindelig. En helt almindelig lille 8 årig skæv, sjov, spøjst, smuk pige med en indre ild, der kan brænde sig fast i alles sind og efterlader et spor af storhed.

For at overleve de sidste 5 år har jeg skrevet. Skrevet om min fortælling. Håbet på, at jeg kunne ramme bare en, der havde det på samme måde og skabe noget trøst for denne. Håbet på, at mine ord kunne skabe forståelse for os. Skabe ro. Det har det gjort. Så dette er et endegyldigt farvel fra mig. Farvel til elefantkostumet, sorgen, traumet, frygten, ordene, ualmindeligheden og tiden…farvel til de sidste 5 år.

Hver en fiber i min krop elsker hende højere end livet. Og springes af stolthed over at være hendes mor ❤
Rosemarie er rask. Og hun er så blændende ualmindelig almindelig.

Endelig gyldigt farvel fra mig❤

2 comments