Og så tilbage til det almindelige liv…
Ultralyd og røntgen så helt fine ud – intet suspekt. Mulle var som altid en stjerne. Hun lå helt stille, mens de scannede hele hendes mave og tog røntgen af hendes krop. Den nyrer, som er tilbage har overtaget så meget, at den er vokset ca. 30 % i forhold til en normal nyre i hendes alder. Det er lidt vildt…og lidt skræmmende. Tænk at det kan lade sig gøre! Men det er altsammen helt almindeligt og godt.
Blodprøverne gik Rosemarie lidt intetanende ind til. Hun lagde sig stolt ned på briksen og kikkede på mig med de største mest dræbende øjne, da nålen skar i armen og smerten blev udløst. Jeg havde valgt, hun ikke skulle forberedes. At det var bedre – denne ene gang – at lade hendes naivitet omkring, hvad der skulle ske komme os til gode. Da vi gik ud, gav sygeplejerske os to tuber bedøvelsescreme til næste gang. Man kan kun udnytte naiviteten én gang.
Efter lang tids venten kom vi ind til lægen, som sagde, at alt så fint ud. Nøj en lettelse – for selvom risikoen er lille. Selvom man godt ved, at man som udgangspunkt har et rask barn. Så har jeg ikke røntgensyn. Og sidst jeg gik uforberedt ind med et rask barn til en ultralydsscanning…der kom jeg ud med et kræftbarn. Så jeg var selvfølgelig nervøs og angst. I sekunderne før hun sagde “alt ser jo så fint ud”, nåede min hjerne at konstruere i nærheden af 50 sætninger, der alle endte med ordene “spredning”, “kemo” og “recidiv”. Men nej, Mulle er stadig rask!
Så klar parat start – nu er det i gang med at leve i den normale verden. For første gang i snart 6 måneder – så skal vi i de næste 3 måneder leve livet fuldstændig som alle andre. De sidste 1½ måneds prøveperiode i normalitet har været lidt en rutsjetur. Hvor sindet nogle gange forråder ens fornuft og kaster en ud i et stormvejr af følelser. Følelser, som bygger på usikkerhed og vantro. Som gør at man hele tiden føler på Mulles mave og er frustreret over ens manglende røntgensynsevner. Håber at nu hvor vi kan sætte hak ud fra første kontrol, så kan vores hjerne endelig slappe af. Endelig tro på, at Rosemarie er rask. Helt rask og helt almindelig (ja ok, Mulle bliver nok aldrig helt almindelig 😉
Yaaaay min elskede Rosie er hel rask ?
Hvor er det bare dejligt at høre ?
Åh Gud og Universet og Himlen og Jorden – og alle de andre i Hakkebakkeskoven!! Tusind gange tillykke – og nu hurtigt tilbage til livet. I har sådan fortjent det ?
Hvor er det skønt at høre! ???