Når man føler det så nødvendigt at gøre noget, at man begynder at skrive igen…
Jeg føler ofte, når jeg genfortæller vores historie, så virker det som at genfortælle en film. Ikke som sådan opdigtet, men mere distanceret og som noget, jeg har set – mere end oplevet. Når jeg læser de ord, jeg selv skrev undervejs, føles det mere nærværende. Men jeg evner i dag at holde angsten, vrede
Et endegyldigt farvel…
I dag trådte vi ind på Riget som forældre til et cancerbarn for sidste gang. Efter ca. 3 timer trådte vi ud igen. En smule forandrede. Vi har gjort det. Vi klarede det. Mulle klarede det. Afsluttende 5 års kontrol er overstået. Da vi sad inde hos lægen, følte jeg mig ikke anderledes end de
Jeg er ikke længere bange for mørke…
I dag den 21. december 2020 kl. 08:57 er det 5 år efter sætningen “Det er en tumor på nyren”. 5 år efter kræft konstateres, betragtes Rosemarie af sundhedsvæsenet for helt rask. Hendes risiko for tilbagefald er nu lige så lille som risikoen for at få kræft som barn – altså under 1 %. Og
Forandringen i barnet, i os og omstændighederne.
Der er gået et år siden sidste kontrol. Mulle er blevet et år ældre. Er startet i skole, blevet 7 år kæk, fået bjørnetykt hår ned til bagdelen og kan nææææsten gå i split. Hun stiller flere spørgsmål til det hele og synes absolut ikke snakken, om virus er rar. Hun er stolt af sine
Når 6 måneder føles som 6 dage…
“Er du sikker??” Min kollega gentog spørgsmålet, da hun – med nok lige så stor forundring, som jeg selv – opdagede, at der allerede er gået 6 måneder siden sidste kontrol. Men plus minus nogle uger, så stod vi der igen i morges kl. 08:40 på Rigets radiologisk afdeling opgang 3, 2. sal. 6 måneder
Mulle er gået igennem syn…
Vi er nu halvvejs i kontrolforløbet. Vi har 3 kontroller tilbage. 3 April’er i vores liv og så er det slut. Men desværre gik denne gang heller ikke glat. Først op af eftermiddagen i dag blev vi endelig forsikret om, at Mulle eller Rosie (som vi er begyndt mere og mere at kalde hende) stadig
At være omstillingsparat…
er ikke kun en kompetence, som kræves af moderne medarbejdere i komplekse organisationer. Men nu også af mødre i denne post-cancerverden. I dag var kontroldag. En dag, som har været truet af først manglende bookning fra afdelingens side og næst truslen med lock out af landets sundhedsfaglige personale. Men nej, ingenting kom i vejen. Så
Troen på at det nok skal gå…
De sidste tre måneder er fløjet af sted. På trods af tiden har været fyldt med grimme mærkedage og “minder” på facebook. Det ambivalente ved at leve i den her post-cancer-verden er den konstante lyst til at skyde tiden til 21. december 2025 (10 år efter diagnose – og der ved 0 % risiko for
“Moar, hvad sker der, hvis den anden nyrer bliver syg?”
Al luft forsvandt fra mine lunger. Jeg sad i bilen med Mulle midt i at bakke bilen ud af en parkeringsplads. “Hvad mener du?” fik jeg fremstammet let hvinende efter adskillige sekunders latenstid. “Jo, jeg har jo kun én, så hvad gør vi, hvis den anden også bliver syg?”. Hun svarede, mens hun tog sig
Tiden må gerne både gå hurtigt og i stå på samme tid…er det for meget at forlange?
Jeg sad inde i isolationsrummet på Børneonkologisk ambulatorie tidligere i dag (jeg er forkølet – og med børn omkring en, hvor selv den mindste forkølelse kan være værre for dem end deres cancerdiagnose, så måtte jeg ikke opholde mig sammen med de andre). “Tiden må gerne både gå hurtigt og i stå”. Det var min