Når man føler det så nødvendigt at gøre noget, at man begynder at skrive igen…
Jeg føler ofte, når jeg genfortæller vores historie, så virker det som at genfortælle en film. Ikke som sådan opdigtet, men mere distanceret og som noget, jeg har set – mere end oplevet. Når jeg læser de ord, jeg selv skrev undervejs, føles det mere nærværende. Men jeg evner i dag at holde angsten, vrede
Jeg er ikke længere bange for mørke…
I dag den 21. december 2020 kl. 08:57 er det 5 år efter sætningen “Det er en tumor på nyren”. 5 år efter kræft konstateres, betragtes Rosemarie af sundhedsvæsenet for helt rask. Hendes risiko for tilbagefald er nu lige så lille som risikoen for at få kræft som barn – altså under 1 %. Og
Mulle er gået igennem syn…
Vi er nu halvvejs i kontrolforløbet. Vi har 3 kontroller tilbage. 3 April’er i vores liv og så er det slut. Men desværre gik denne gang heller ikke glat. Først op af eftermiddagen i dag blev vi endelig forsikret om, at Mulle eller Rosie (som vi er begyndt mere og mere at kalde hende) stadig
“Moar, hvad sker der, hvis den anden nyrer bliver syg?”
Al luft forsvandt fra mine lunger. Jeg sad i bilen med Mulle midt i at bakke bilen ud af en parkeringsplads. “Hvad mener du?” fik jeg fremstammet let hvinende efter adskillige sekunders latenstid. “Jo, jeg har jo kun én, så hvad gør vi, hvis den anden også bliver syg?”. Hun svarede, mens hun tog sig
Tiden må gerne både gå hurtigt og i stå på samme tid…er det for meget at forlange?
Jeg sad inde i isolationsrummet på Børneonkologisk ambulatorie tidligere i dag (jeg er forkølet – og med børn omkring en, hvor selv den mindste forkølelse kan være værre for dem end deres cancerdiagnose, så måtte jeg ikke opholde mig sammen med de andre). “Tiden må gerne både gå hurtigt og i stå”. Det var min
Det suser for mine ører…
Tanker blæser igennem hovedet og nogle dage må jeg holde ekstra fast for at være sikker på, at tankerne ikke vælter mig omkuld. I dag er sådan en dag, og så ved jeg kun en måde at komme af med det. Skrive mig ud af det. Alle siger til mig (i et forsøg på at
3 måneder mere med luft i lungerne
Rosemarie gik igennem kontrol uden anmærkninger. Og hun tog blodprøver i stiv arm…forhåbentlig er næste gang, hun skal have taget blodprøver til den afsluttende kontrol om 4 år. Hun var smurt med bedøvelsescreme og pakket ind i madfilm (da hun HADER plastre) og det virkede så godt, at hun slet ikke opdagede, de stak. De
Når X’en konstant er i tv’et…
Vi har slået op! Canceren og mig…vi slog op i april måned. Det var et af de der brud, hvor man føler sig øjeblikkeligt lettet, lige så snart man har ytret ordene “jeg slår op – jeg vil ikke mere!” (ikke at jeg kender til sådanne brud, har jo ikke kendt andre end Martin…wink wink).
Living LA VIDA loca…
Lad mig kridte banen op for jer: Man sætter 12 familier sammen under nogenlunde samme grundvilkår som en mødregruppe – at man kun har én ting til fælles. Vi havde alle haft eller havde et barn med kræft. De 12 familier indlogerer man på et super lækkert hotel på Mallorca direkte ved den bedste strand
Mandag den 18. april 2016 kl. 8…
tager vi det sidste skridt på vejen mod almindeligheden. Rosemarie skal i bedøvelse og have fjernet Sisse – cvk’et, som har været så stor en hjælp for os igennem de sidste 4 måneder. Vi har næsten alle sammen udviklet en slags Stockholmsyndrom overfor Sisse. For selvom hun er billedet på den krise, vi har levet