Når man føler det så nødvendigt at gøre noget, at man begynder at skrive igen…
Jeg føler ofte, når jeg genfortæller vores historie, så virker det som at genfortælle en film. Ikke som sådan opdigtet, men mere distanceret og som noget, jeg har set – mere end oplevet. Når jeg læser de ord, jeg selv skrev undervejs, føles det mere nærværende. Men jeg evner i dag at holde angsten, vrede
Mulle er gået igennem syn…
Vi er nu halvvejs i kontrolforløbet. Vi har 3 kontroller tilbage. 3 April’er i vores liv og så er det slut. Men desværre gik denne gang heller ikke glat. Først op af eftermiddagen i dag blev vi endelig forsikret om, at Mulle eller Rosie (som vi er begyndt mere og mere at kalde hende) stadig
Det suser for mine ører…
Tanker blæser igennem hovedet og nogle dage må jeg holde ekstra fast for at være sikker på, at tankerne ikke vælter mig omkuld. I dag er sådan en dag, og så ved jeg kun en måde at komme af med det. Skrive mig ud af det. Alle siger til mig (i et forsøg på at
3 måneder mere med luft i lungerne
Rosemarie gik igennem kontrol uden anmærkninger. Og hun tog blodprøver i stiv arm…forhåbentlig er næste gang, hun skal have taget blodprøver til den afsluttende kontrol om 4 år. Hun var smurt med bedøvelsescreme og pakket ind i madfilm (da hun HADER plastre) og det virkede så godt, at hun slet ikke opdagede, de stak. De
Når tingene bliver mere stressfyldt end det behøver…
Mulles 3. Kontrol er overstået. Så er der kun små 11 tilbage…men hvem tæller? Endnu engang blev hele situation langt mere stressfyldt end nødvendigt. Efter en forsinkelse på 30 min. kom vi ind til ultralyd af maven. Vi bad denne gang på forhånd om en erfaren læge. Muligvis dette var et selvmål i forhold til
Når X’en konstant er i tv’et…
Vi har slået op! Canceren og mig…vi slog op i april måned. Det var et af de der brud, hvor man føler sig øjeblikkeligt lettet, lige så snart man har ytret ordene “jeg slår op – jeg vil ikke mere!” (ikke at jeg kender til sådanne brud, har jo ikke kendt andre end Martin…wink wink).
Når døren rammer en i bagdelen på vejen ud…
seriøst! Det gjorde den! Jeg nåede ikke ud af døren hurtigt nok fra børneonkologisk ambulatorium, og så meget metaforisk ramte døren mig på numsen, og nærmest symbolsk smed mig ud af døren. Rosemarie har det godt. Rosemarie er stadig rask. Alle scanninger var flotte – dog med anlæg til mange prutter over de næste timer
Når den bedøvede del vågner…
Som en tand, der har været bedøvet, vågner mit sind. Langsomt og sådan på den lidt skræmmende måde, hvor man ikke helt ved, om det der kommer til en vil gøre virkelig ondt. Huden prikker og nærmest klør. Først når bedøvelsen fortager sig helt, kan man vurdere. Vurdere skaderne, såret og hvor lang tid, det
Det er jo bare hår…er det ikke?
Igennem dette forløb har en af de værste ting, som vi har skulle forholde os til, været at Mulle skulle miste sit hår. Vi har lyttet til mange mennesker undertrykke vores angst for, hvordan vores datter kom til at se ud. Folk, der i bedste mening, har sagt “det er jo bare hår!”. Folk, der
Næste stop…den almindelige verden…eller?
I forgårs havde Mulle ballondag. Og skulle man være i tvivl om, hvad det indebærer, så kan det beskrives kort. For at hylde det barn, som modtager sin sidste kemo, puster sygplejerskerne et hav af balloner op og pynter dropstativet, så hele verden kan se og hylde barnet. Det er et ritual, som får alle,