Mulle er gået igennem syn…
Vi er nu halvvejs i kontrolforløbet. Vi har 3 kontroller tilbage. 3 April’er i vores liv og så er det slut. Men desværre gik denne gang heller ikke glat. Først op af eftermiddagen i dag blev vi endelig forsikret om, at Mulle eller Rosie (som vi er begyndt mere og mere at kalde hende) stadig
Troen på at det nok skal gå…
De sidste tre måneder er fløjet af sted. På trods af tiden har været fyldt med grimme mærkedage og “minder” på facebook. Det ambivalente ved at leve i den her post-cancer-verden er den konstante lyst til at skyde tiden til 21. december 2025 (10 år efter diagnose – og der ved 0 % risiko for
Det suser for mine ører…
Tanker blæser igennem hovedet og nogle dage må jeg holde ekstra fast for at være sikker på, at tankerne ikke vælter mig omkuld. I dag er sådan en dag, og så ved jeg kun en måde at komme af med det. Skrive mig ud af det. Alle siger til mig (i et forsøg på at
3 måneder mere med luft i lungerne
Rosemarie gik igennem kontrol uden anmærkninger. Og hun tog blodprøver i stiv arm…forhåbentlig er næste gang, hun skal have taget blodprøver til den afsluttende kontrol om 4 år. Hun var smurt med bedøvelsescreme og pakket ind i madfilm (da hun HADER plastre) og det virkede så godt, at hun slet ikke opdagede, de stak. De
Årets mørkeste dag er mit Ground zero…
For efterhånden en del år siden, stod jeg i New York og kikkede ind igennem hegnet til Ground Zero. Til det store krater i jorden, som en gang var en majestætisk bygning. En kæmpe byggeplads, der skulle skabe noget ud af et grimt ar. Jeg husker at stå der og forsøge at presse mig selv
Når X’en konstant er i tv’et…
Vi har slået op! Canceren og mig…vi slog op i april måned. Det var et af de der brud, hvor man føler sig øjeblikkeligt lettet, lige så snart man har ytret ordene “jeg slår op – jeg vil ikke mere!” (ikke at jeg kender til sådanne brud, har jo ikke kendt andre end Martin…wink wink).
Når døren rammer en i bagdelen på vejen ud…
seriøst! Det gjorde den! Jeg nåede ikke ud af døren hurtigt nok fra børneonkologisk ambulatorium, og så meget metaforisk ramte døren mig på numsen, og nærmest symbolsk smed mig ud af døren. Rosemarie har det godt. Rosemarie er stadig rask. Alle scanninger var flotte – dog med anlæg til mange prutter over de næste timer
Living LA VIDA loca…
Lad mig kridte banen op for jer: Man sætter 12 familier sammen under nogenlunde samme grundvilkår som en mødregruppe – at man kun har én ting til fælles. Vi havde alle haft eller havde et barn med kræft. De 12 familier indlogerer man på et super lækkert hotel på Mallorca direkte ved den bedste strand
Det er jo bare hår…er det ikke?
Igennem dette forløb har en af de værste ting, som vi har skulle forholde os til, været at Mulle skulle miste sit hår. Vi har lyttet til mange mennesker undertrykke vores angst for, hvordan vores datter kom til at se ud. Folk, der i bedste mening, har sagt “det er jo bare hår!”. Folk, der
Næste stop…den almindelige verden…eller?
I forgårs havde Mulle ballondag. Og skulle man være i tvivl om, hvad det indebærer, så kan det beskrives kort. For at hylde det barn, som modtager sin sidste kemo, puster sygplejerskerne et hav af balloner op og pynter dropstativet, så hele verden kan se og hylde barnet. Det er et ritual, som får alle,