Velkommen til…eventyret…ja, det lyder bedre end kampen!

Det er gået op for mig at på et tidspunkt, så vil jeg vælge at gøre denne side offentlig. Egentlig har den eksisteret for min egen skyld. Men for den skal give mening, så skal jeg vise den. Og det er nok, der er sket, siden du nu sidder og læser dette. Så hvorfor dog skrive en blog om noget så trist?

Fordi det er trist. Fordi at skrive for mig er terapeutisk. Og fordi jeg har et håb om, at de tanker, jeg gør mig, kan hjælpe en anden med lignede tanker. Eller hjælpe pårørende til at vide, hvordan man kan have det.

Fordi jeg er en kvinde af mange ord, og derfor har jeg meget på hjertet. Lige nu er mit hjerte bristet  – og jeg tror på at ved skrive om det, så heler jeg det igen.

På denne blog vil jeg også kunne være mere ærlig og måske vise billeder af den virkelighed, som vi lever i. Hvor facebook kan være et hyggeforum, som man ikke ønsker at ødelægge med skræmmende billeder og andre virkelighedstro beretninger. Så kan det her måske være rummet, hvor der er plads til det. Det må tiden vise.

Mange har sagt til os, at de er meget imponeret over, hvor åbne vi er omkring det. Og det skal måske forklares lidt.

Vi tror fuldt og fast på at ved at dele vores historie, så gør vi det lettere for os selv. Igennem hele processen! Jo, mere vi kan skrive os fra på Facebook, blogs og lignende. Jo mere slipper vi for at svare på det samme igen og igen og igen.

Det er ikke, fordi vi ikke vil svare igen og igen. Men man skal måske forstå vores situation. Hvad der for omgivelserne egentlig er et simpelt spørgsmål om interesse, er nogle gange for os at åbne et blødende sår. Ofte i offentlige fora – hvor hele ens system i forvejen kæmper med presset af ikke at ville være dem, der hulker i offentlighed. For lad os nu være ærlige – den er der ingen, der gider være. Heller ikke selvom vores hjerter bløder.

Så ved, at folk har nem adgang til informationer, så slipper vi måske for at genfortælle. Og vores netværk har muligheden for at rumme os, når det er rigtig svært. Og især varetage vores andre børns reaktioner. For der er to raske børn i det her, som ikke skal lide mere end højst nødvendigt.

Jamen, så velkommen til turen…som sidste gang vi bloggede, så skal vi på et lille eventyr. Det er startet for os, vi er i gang. Og vi stopper først, når vi har bekæmpet regnbuemonsteret.