PÅRØRENDE – gode råd

I en af mine første indlæg, skrev jeg nogle gode råd til pårørende. Mange af de folk, som jeg har snakket med de sidste måneder, har udtrykt, at de råd havde stor betydning for dem. Derfor laver jeg et nyt revideret indlæg om det. Jeg er nu blevet nogle måneder klogere og det har måske ændret lidt på tingene. Du kan læse det oprindelige indlæg her:

Du kan komme til indlægget ved at trykke her

Mine råd bygger på mine erfaringer. Det er ikke en facitliste og man reagerer forskelligt. Dog har flere nikket genkendende til mange af tingene, så der er måske lidt rigtighed omkring det.

• Vær håbets forkæmper. Det er dit vigtigste job som pårørende at være den, der bevarer håbet og roen. Husk at den følelse af sorg og frygt, du føler på personens vegne, er intet i forhold til, hvad personen selv føler. Prøv i den umiddelbare krise at pakke dine følelser væk – også selvom det er svært. Det er ok at vise følelser, men meget nemt kan personen komme til at skulle berolige dig ved at forsikre dig om, at det nok skal gå. Og selvom man kan tænke, at det da må give noget ro at gentage for sig selv, at det nok skal gå. Så kan det også have den modsatte effekt, at personen overtager dine følelser og efterfølgende vokser uroligheden sig bare endnu større.
• Drop sætningen “det forstår jeg godt”. For udover du har stået i præcist samme situation eller i hvert fald meget lignende, så kan du ikke forstå det. Og det skal du heller ikke. Det er meningen, at du ikke skal forstå det, så vi ikke alle sammen render rundt i kaos. Jeg fandt langt større ro i samtaler, hvor folk var ærlige og sagde “jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvordan du må have det” end de samtaler, hvor personen blev ved med at udtrykke forståelse. For inde i mit hovedet, havde jeg mest lyst til at skrige “nej du gør ej!”.
• Bare vær der. Det er ikke dit job at fikse personen – eller fikse personens kaos. Det er ikke dit job at være psykolog, du skal bare være en ven. Kæmp ikke for at komme med gode råd, lad de professionelle om det. Og fortæl ikke, hvordan man bør handle. Det ved man godt, men man har måske ikke overskuddet lige nu til at gøre noget ved det. Det skal nok komme. Bare vær der, lyt til personen og rum personen…det er det man har mest brug for.
• Vær synlig især i starten. Ring eller sms personen, forvent ikke de tager den/svare, læg en besked og sig du er der. Vent nogle dage og gør det igen…med samme besked. Gentag dette løbende. Helt automatisk, når man så har en smule overskud, så vil det være de personer, som har været synlige, som man henvender sig til. For mig var det ikke  nødvendigvis dem jeg var tættest på eller havde kendt længst, som jeg rakte ud til. Det var dem, der var synlige. Fordi det var nemt og det var det, jeg kunne overskue.
• Initiativer er fantastiske…lad vær at spørge om lov, bare gør det. Det har været en kæmpe lettelse, at bl.a. min bror og Eleonoras bedste venindes forældre har handlet på hendes vegne. Taget hende med i legeland, biografen, overnatninger mm. Vi har ikke skulle tage stilling til noget. Det er bare blevet gjort, og hun kommer væk fra det hele.
• Lad dig ikke narre. Krisen foregår stadig, selvom en normalitet er oprettet. Dvs. selvom det for dig ser ud som om, at man er ved at være ovenpå eller har etableret en vis form for hverdag. Så buldrer krisen stadig af sted inden i. Uro, hukommelsesbesvær, manglende appetit, rastløshed, angst, humørsvingninger er bare nogle af de symptomer, som man lever med. Det ene øjeblik kan man magte alt, og det næste kan man ikke engang huske at slukke for vandhanen, når man går væk fra køkkenet. Lad dig ikke narre… man ser samlet ud på ydersiden, fordi det skal man, men inden i er alt stadig i kaos. Og det vil det være i lang tid.
• Fortæl om din verden. Nej, det er ikke tarveligt eller kedeligt. Det er rart. Snak om noget andet. Lad dem grine af dine tossetheder og banale hverdagsliv. Det giver ro. Det er rart at være bare to minutter i den almindelige verden, det er det, du repræsenterer. Man kan sagtens rumme, at du synes, at verden er ond, fordi du ikke fik nye sko…det er også tarveligt ;). Men forvent ikke, at personen kan rumme, at du også har problemer, der skal tages op. Så hvis du søger trøst, gode råd eller andet, som kræver større tankevirksomhed, så stik en finger godt ned i jorden, før du giver dig i kast med at involvere den person, som selv sidder og kriser. For hvor hverdagens banaliteter kan virke underholdende og sjove, så kan større problemer virke tærrende. Og det sidste en person i krise har brug for er at bruge sin energi på andres problemer. Her må jeg virkelig rose mine venner, familie og bekendte for at havde gjort netop det. Skånet os for alt, hvad der har foregået omkring dem. Det har været virkelig rart – tak <3
• Send blomster, kurver og gaver – det lyder banalt, men det virker. Hver en blomst, hver en kurv og hver en lille gave har virkelig betydning. Så kan man sige, at det måske er meget materialistisk. Men viden om, at der er nogen, som har tænkt på en, det fylder ens hjerte med en lille smule mere overskud.