Og scanningen viste…
Tumor. Ved egentlig ikke hvad jeg havde forventet. Havde leget med ordbilledet “forsvundet som en regnbue” inde i mit hoved. Så måske jeg havde forventet den var det…forsvundet! Det var den ikke. Den er der stadig. Lige så ond og ødelæggende, som den hele tiden har været. Den er mindre. Men den er der stadig.
Hvornår mon jeg kan puste ud?
De sidste 5 uger har jeg holdt vejret! Forskrækkelsen over at gå ind til en scanning uforberedt på at få en dom, der ville ændre vores liv, har sat sig i mig. Så jeg holder vejret…en lille smule…hele tiden! Jeg venter hele tiden på, at der kommer en og siger noget, som igen får min verden
Vi erklærer familien YSL i undtagelsestilstand…
Sådan føles det i hvert fald! Som hele den almindelige verden er sat ud af spil. Alle de ting, som vi bekymrede os om for en måned siden er irrelevante – ja, nærmest på grænsen til det latterlige. Jeg drømmer stadig om at vågne fra mit mareridt og være tilbage i min hverdag med kaos, musehjul og