Det hele er en lang vejrtrækningsøvelse
Lige nu sidder vi hjemme på vores sofa. Mulle ligger oppe i sin seng og sover. Ja, det er helt vildt! Hun er hjemme kun 48 timer efter en stor åben operation. De sagde, at det kunne tage op til 2 uger, nok nærmere 1 uge. Og i bedste fald 4 dage. Og her sidder vi 48 timer efter.
Jovist handler det lidt om manglende plads på vores stamafdelingen. Men især handler det om en lille pige og hendes jernvilje til ikke at lade smerte være noget, som ødelægger eller ændre på hendes dag eller humør.
Kl. 10 slukkede de for morfinpumpen på min opfordring (den gjorde hende kvalm og fjern). Kl. 13 fik hun Panodil og kl. 15 var hun oppe og gå rundt. Legede på legestuen og spiste en is i køkkenet. Kl. 16:30 bad jeg dem fjerne morfinpumpen og kl. 17 fik vi lov at gå hjem. Hun er gået i seng efter en aften på sofaen, og udover Panodil, så er hun puttet kun med kærlighed og kram – nå ja og en kæmpe stor lyserød kaninbamse.
Men hvorfor så en vejrtrækningsøvelse? Jo, godt nok gik det godt – tør godt sige super godt. Og i to døgn har jeg levet og åndet dybt på det. Men så ramte virkeligheden. At vi nu skal have det endelig svar. Nu skal vi have at vide, hvad er det for nogle celler, der har skabt dette monster. Hvor aggressive er de? Og hvad er konsekvensen af det? Vi får dommen om, hvor lang tid og hvor stærk en kemokur, hun skal igennem. Og vi får også dommen for, hvilken gruppe hun lander i, i forhold til prognose mm. Det er nu, det gælder. Og for søren, jeg holder vejret igen. Hver gang jeg tænker på det, kramper min mave sig sammen og trække mine lunger med ned, så det ikke længere er muligt at trække vejret i bund. Så minder jeg mig selv om løftet til mig selv, om kun at leve en dag af gangen. Så slipper jeg taget i mine lunger for en stund…indtil næste gang jeg kommer i tanke om det.
Fredag den 12. februar 2016 kl. 10 vil være den dag, hvor jeg beviser, at mennesker kan godt leve uden ilt!
Billeder fra de sidste dage kan ses her
Man bliver så berørt når man læser det du skriver, vi andre har holdt vejret men tvivler på, og håber på, vi aldrig for alvor kommer til at forstå hvordan det er at gå igennem sådan et forløb- forløb er et underligt fjernt ord i den her forbindelse, men hvad kalder man det ellers? Jeg håber og krydser alt hvad jeg kan for at I får bedst mulige nyheder den 10. Åh hvor jeg under jer det❤️
Håber på alt det bedste. Hvor er hun dog en sej lille en.???knus Louise og familie