Når flugt ikke er en mulighed…

Kender I det, at man har lyst til at flygte? At man har det så ubehageligt i den situation, som man befinder sig i, at det eneste rationelle ens hjerne kan tænke er, hvordan kommer jeg væk herfra?

Igennem mit liv har det været en helt brugbar og muligt løsning. Jeg har pakket mine ting, købt en flybillet og rejst langt væk. Eller på et mere kognitivt plan lagt mig i fosterstilling og drømt mig væk fra virkeligheden. Enten til en anden virkelig, en fremtidig virkelighed eller ofte fortiden – til dengang livet var let.

Trangen melder sig hele tiden hos mig. Trangen til at komme væk. Trangen til at tage min lille familie og pakke vores liv sammen og flytte til eksotiske himmelstrøg og leve af kokosnødder og nye kulturelle indtryk. Men hvor flugten tidligere har skabt et helle, hvor mine tanker og sjæl for en stund fik ro. Så er rejsen tilbage til min virkelighed bare så smertefuld. For sandheden er, at lige meget hvor mange flybilletter jeg køber. Lige meget hvor mange projekter jeg går i gang med. Lige meget hvor mange tanker jeg gør mig om nutid, fremtid og datid, så er jeg stadig fanget her. Her i en virkelighed, hvor lige meget hvor jeg tager hen, så følger den efter mig.

Min datter er syg! Alvorlig syg…og som forældre kunne man jo ikke drømme om at flygte uden sine børn. Så der hvor jeg flygter hen, så følger virkeligheden efter. Min datter er syg! Frygten for sygdommen og for at miste hende er konstant til stede. Og hun følger med mig…lige meget hvor jeg tager hen. Så flugten er ikke længere mulig. For første gang i mit liv, kan jeg ikke flygte!

Men hvordan tackler man så den uvirkelige verden, som jeg pludselig er deltager i? Ja, kære læser, ved godt, at du nu kan liste en masse lommepsykologiske råd op, som givetvis vil passe på mange situationer. Men sandheden er, at i vores situation, så er der kun en ting at gøre. Vente! Vente på svar. Og ja, have det elendigt, indtil vi får det. Holde vejret og overleve. Forsøge at acceptere, at vi intet kan gøre lige nu. Verdens hårdeste lektion i at leve i nuet.

Min hjerne forsøger konstant at finde retning og mening med de ting, som jeg er blevet fortalt. Alt fra lægerne, der uden at sige det direkte, hentydede til alvoren af tumoren. Pjecen, som jeg har fået udleveret om sygdommen og de sporadiske (ofte uden sammenhæng) oplysninger, sygeplejerskerne giver med deres erfaringer på området.

Min hjerne er skolet til at male fanden på væggen. Martins hjerne er skolet til at male solskin. På den måde komplementerer vi hinanden perfekt. Og han er nok grunden til, at jeg stadig er stående og stadig trækker vejret. Ved godt han også er i kaos inden i, men hans kaos er ikke så hysterisk som mit. Han behøver ikke flygte på samme måde. Han formår at leve i nuet (nogle gange lidt for meget i nuet, men lad nu det ligge!), og når jeg er i tvivl, om hvordan jeg skal gøre det. Så skal jeg bare kikke på ham <3 Han er min ro! Som vores gode ven Christian sagde til os, der findes kun én i hele verden, som har det præcist som dig og det er den anden forældre.

Jeg googler stadig ikke. Jeg ønsker stadig ikke andres erfaringer. Hvilket på mange måder gør ventetiden endnu længere. Jeg kan kun vente…holde vejret og vente. For flugt er ikke længere en mulighed!

Ps. Der er nye billeder i mappen – NB! inkl. billede af arret. Mulle har det godt, hun både sover, spiser og leger nu uden smertestillende.

Klik her for at komme til fotomappen