Den surrealistiske målestok af held…

Kan man snakke om held, når man snakker om cancer? Kan man være heldige i den verden? Når nu man er så uheldig at lande i den?

En af de sværeste ting at snakke om er, hvad udsigterne er for barnet. Vi snakker ikke om det. Vi danser om det. Vi ved alle sammen, at giraffen er i rummet. Men ingen har lyst eller mod til at snakke om det. Derfor gør man brug af ordet prognosen. Hvad er prognosen? Er den god eller dårlig? Det er et super akademisk ord, som vi bruger til at distancere os fra det, vi i virkeligheden spørger om. Og ja selv, når jeg skriver dette indlæg, kan jeg ikke få mig selv til at skrive det, som ordet i sin ægte form dækker over.

Men udmåling af held i denne surrealistiske cancer verden sker ofte på udmåling om, hvad prognosen er. Vi har “ramt” (som om vi aktivt har gjort noget for at sigte…igen et mærkeligt ord!) en god diagnose. En diagnose med rigtig gode prognoser. Som lægen så diplomatisk, og stadig realistisk uden at nævne vores barn, sagde den 23. december. “Det her er jo noget børn bliver raske af”.

Men er vi så heldige? Når nu vi er SÅ uheldige, at vores barn fejler noget, som kun rammer 6 -8 børn om året. Må vi så godt føle os heldige? Målt op imod de andre børn på afdelingen, som ikke har de samme prognoser. Og som skal igennem langt hårdere behandlingsformer. Vi kan ikke lade være med at føle os heldige på den surrealistiske målestof af uheld.

Martin sagde en af de første dage, vi var indlagt. At han næsten kunne have dårlig samvittighed over for de andre indlagte på afdelingen. Jeg blev vred og sagde (nok lidt for hårdt…set sådan i retroperspektiv – alle har jo ret til deres følelser!), at det ville jeg slet ikke høre på. Ikke om jeg, i den forfærdelige uheldige situation, som jeg var blevet kastet ud i, ville føle skyld, fordi mit barn havde en bedre prognose end naboens. Jeg har tænkt meget over den reaktion siden.

For Martin havde jo delvis ret (shhhh!). Jeg føler på ingen måder skyld, men jeg føler omsorg. Omsorg overfor de børn, der bliver båret rundt, fordi deres kroppe er udmattet af voldsomme behandlingskure. Hvor mit barn kommer cyklende ned af gangen, mens hun synger “hjulene på bussen drejer rundt og rundt!”. Omsorg overfor de forældre, som har udsigt til 2½ år lange behandlingsforløb og indlæggelser i flere uger af gangen. Omsorg for de søskende, hvis liv bliver påvirket, og som aldrig skal have deres familie samlet omkring sig. Jeg føler omsorg – jeg nægter at have dårlig samvittighed!