Mandag den 18. april 2016 kl. 8…

tager vi det sidste skridt på vejen mod almindeligheden. Rosemarie skal i bedøvelse og have fjernet Sisse – cvk’et, som har været så stor en hjælp for os igennem de sidste 4 måneder. Vi har næsten alle sammen udviklet en slags Stockholmsyndrom overfor Sisse. For selvom hun er billedet på den krise, vi har levet i. Så har hun også gjort så meget godt for os. Hun er den sidste ting, der mangler at komme væk, før vi kan indtræde i den almindelige verden. Uden den, så kan Mulle igen starte på sit elskede svømmehold. Hun kan hoppe i karbad med lillebror. Vi kan kikke på hende og se arrene begynde at hele…og med tiden forsvinde væk som kun en svag streg i huden.

Men stregen vil altid være der – synlig henover hendes mave. På hende, i os, med os. Altid! Den almindelighed vi indtræder i, er på så mange måder anderledes end den almindelighed vi forlod den 21. december 2015. Vi har nemlig en streg. En streg, der som en streg i sandet, symboliserer en skillelinje for os, som individer, men mest af alt som familie. Der er familien YSL før og efter Regnbuemonsteret.

Familien YSL før levede i fuld fart ofte med ét fokus “hvornår kan vi komme ud og rejse igen?!”. Vi havde, som mange andre familier, nok måske lige en anelse for travlt. Musehjulet startede mandag morgen og slyngede os trætte og udmattede ud fredag eftermiddag. Weekenden handlede ofte om at komme sig ovenpå ugen og planlægge den næste uge. Drømmene var store, handlingerne små. Ofte blev især jeg kvalt i alle mine drømme om det perfekt indrettede hjem med ungerne i hvidt hørtøj, der løb rundt i haven og legede med vand og mudder, bemærkelsesværdig nok uden at blive det mindste snavsede. Vi drømte om flere timer i døgnet, så vi bedre kunne nå at læse med den ældste, hygge med den mindste og…den mellemste…hmmm…hvor var hun egentlig nu henne? Rejserne blev de fremtidige åndehuller, der hvor vi vidste, at nu skal vi af sted. Ud og rejse, opleve og slappe af. Rejserne var altid alt for korte og alt for hurtigt overstået. Men det var ok, for så planlagde man jo bare den næste rejse. Sådan levede vi. Altid lidt bagud i vores planlægning. Altid lidt stresset over næste dag. Men så var det godt, at vi altid kunne love hinanden, at det blev bedre. Lige om lidt, når ungerne blev større, når jobbet blev lettere, når hverdag blev rolig…når…når…når…

BANG! 21. december 2015. KAOS, FRYGT, SORG, ANGST, NÆRVÆR, TID, RO, INDERLIGHED

Familien YSL efter regnbuemonsteret er stadig bagud. Der er stadig kaos omkring os, og vi når stadig stort set aldrig at få læst med den ældste. Men hygget det gør vi…og vigtigst af alt. Vi hygger os alle sammen. Hvert barn har fået sin plads. Den ældste, fordi hun er størst og god til at kræve pladsen. Den mindste, fordi han er nuttest og derfor helt automatisk får opmærksomhed. Den mellemste, fordi hun er den, hun er og derfor både er nuttet og kan kræve sin plads. Ungerne er blevet tættere med hinanden, kærligere overfor hinanden og finder ro i hinanden. Vi er blevet hele som familie og ligeglade med rodet omkring os (for det meste!). Det fylder ikke så meget mere. Det gør drømmene sammen og ja stadig rejserne. Vi har allerede planlagt en tur til Kreta til Juli og en større længere rejse til muligvis Costa Rica i 2019. Vi stopper aldrig med at rejse…men vi er stoppet med at frygte, når rejsen er slut. Vi er nok startet med at nyde selv hverdagens kedelige timer.

Rosemarie har på så mange måder med hendes eksistens bevist overfor os, at livet kan gøre så ondt, at man kan skrige af smerten. Men hendes eksistens har også vist os, at man kan blive så lykkelig, så skriget af lykke kan blive lige så naturligt. Vi kæmpede i lang tid for at blive gravide med hende, vi kæmpede de første mange måneder, da det endelig lykkedes, for at hun skulle blive derinde (hun var tvilling, hvor den anden gik til, og der var risiko for, at det ville ende begge graviditeter). Og nu har vi kæmpet for at beholde hende. Hun har kæmpet. Og vi har VUNDET! Tag den lede univers. Vi har vundet! Livet gør ondt…og livet gør godt. Livet er fuld af falcetter, det har vi lært af en lille 3 årige stædig sjæl. Rosemarie for os er livet. Hele livet. Hele vores liv! Rosemarie er rask! Rosemarie er rask! ROSEMARIE ER RASK!

KLIK HER FOR AT KOMME TIL DE NYESTE BILLEDER

2 comments