Et endegyldigt farvel…
I dag trådte vi ind på Riget som forældre til et cancerbarn for sidste gang. Efter ca. 3 timer trådte vi ud igen. En smule forandrede. Vi har gjort det. Vi klarede det. Mulle klarede det. Afsluttende 5 års kontrol er overstået. Da vi sad inde hos lægen, følte jeg mig ikke anderledes end de
Troen på at det nok skal gå…
De sidste tre måneder er fløjet af sted. På trods af tiden har været fyldt med grimme mærkedage og “minder” på facebook. Det ambivalente ved at leve i den her post-cancer-verden er den konstante lyst til at skyde tiden til 21. december 2025 (10 år efter diagnose – og der ved 0 % risiko for
“Moar, hvad sker der, hvis den anden nyrer bliver syg?”
Al luft forsvandt fra mine lunger. Jeg sad i bilen med Mulle midt i at bakke bilen ud af en parkeringsplads. “Hvad mener du?” fik jeg fremstammet let hvinende efter adskillige sekunders latenstid. “Jo, jeg har jo kun én, så hvad gør vi, hvis den anden også bliver syg?”. Hun svarede, mens hun tog sig
Årets mørkeste dag er mit Ground zero…
For efterhånden en del år siden, stod jeg i New York og kikkede ind igennem hegnet til Ground Zero. Til det store krater i jorden, som en gang var en majestætisk bygning. En kæmpe byggeplads, der skulle skabe noget ud af et grimt ar. Jeg husker at stå der og forsøge at presse mig selv
Når X’en konstant er i tv’et…
Vi har slået op! Canceren og mig…vi slog op i april måned. Det var et af de der brud, hvor man føler sig øjeblikkeligt lettet, lige så snart man har ytret ordene “jeg slår op – jeg vil ikke mere!” (ikke at jeg kender til sådanne brud, har jo ikke kendt andre end Martin…wink wink).
Og så tilbage til det almindelige liv…
Ultralyd og røntgen så helt fine ud – intet suspekt. Mulle var som altid en stjerne. Hun lå helt stille, mens de scannede hele hendes mave og tog røntgen af hendes krop. Den nyrer, som er tilbage har overtaget så meget, at den er vokset ca. 30 % i forhold til en normal nyre i
Dagen før dagen…
I morgen skal Rosemarie til 1. kontrol. Det er første kontrol ud af ca. 14 kontroller over de næste 5 år. Hun skal have lavet ultralyd af maven, røntgen af overkroppen og have taget blodprøver. Det hele starter ca. kl. 9 og slutter ca. kl. 16, når de ringer med blodprøvesvar. 7 timer i ubehag.
Over and out…
I går sad jeg og sorterede børnenes bøger. Flere gange stødte jeg på bøger, som jeg aldrig havde set før. Jeg undrede mig og lagde bogen til siden. Da jeg nåede 3. bog, der tydeligt var helt ny (og derfor ikke arvet) begyndte jeg at tænke. “Hvor mon de bøger kom fra?”. Pludselig slog det
Mandag den 18. april 2016 kl. 8…
tager vi det sidste skridt på vejen mod almindeligheden. Rosemarie skal i bedøvelse og have fjernet Sisse – cvk’et, som har været så stor en hjælp for os igennem de sidste 4 måneder. Vi har næsten alle sammen udviklet en slags Stockholmsyndrom overfor Sisse. For selvom hun er billedet på den krise, vi har levet
Det er jo bare hår…er det ikke?
Igennem dette forløb har en af de værste ting, som vi har skulle forholde os til, været at Mulle skulle miste sit hår. Vi har lyttet til mange mennesker undertrykke vores angst for, hvordan vores datter kom til at se ud. Folk, der i bedste mening, har sagt “det er jo bare hår!”. Folk, der