Vi erklærer familien YSL i undtagelsestilstand…

Sådan føles det i hvert fald! Som hele den almindelige verden er sat ud af spil. Alle de ting, som vi bekymrede os om for en måned siden er irrelevante – ja, nærmest på grænsen til det latterlige. Jeg drømmer stadig om at vågne fra mit mareridt og være tilbage i min hverdag med kaos, musehjul og julestress. I dag handler vores hverdag bare om at overleve på så mange andre planer…

Jeg forestiller mig, at mange af vores venner, familie mm. har haft svært ved at vide, hvordan de skal agere i denne situation. Og nogle har måske ladet det være op til os at guide. Der må jeg desværre bare sige, at det kommer ikke til at ske. For vi aner heller ikke, hvordan man gør. Dette er en krise uden sammenligningsgrundlag til, hvad vi før har oplevet i vores liv – både hver for sig og sammen.

Flere har udtrykt, at de har givet os plads og regnet med, at når vi er klar, så vil vi selv tage kontakt. Kæreste ven, jeg er frygtelig ked af det, men igen det kommer ikke til at ske. Denne krise, vores lille familie går igennem, er så dyb og tærende, at overskuddet til at tænke på nogen andre ligger på et meget lille sted. Så det er ikke af ond vilje, at vi ikke tager kontakt. At vi ikke vender tilbage eller vi ikke informerer. Det er simpelthen, fordi vi ikke tænker på det. Al, i vores verden, unødig kommunikation er fjernet.

Min veninde Rikke formulerede det ret godt, da jeg (endelig) snakkede med hende forleden. Hun sagde “Jeg ringer bare…og hvis du ikke tager den, så ringer jeg bare igen…og igen…og igen! Så tager du den nok til sidst”. Og du sidder måske og tænker “det var da anmassende”. Men nej, det er faktisk befriende! Der lå ingen bebrejdelse i det eller irritation over, at jeg ikke tog den. Bare konstateringen “jeg er lige her, og det vil jeg blive ved med at være”.

Hvis jeg skulle give nogle gode råd til pårørende og netværk til folk, der rammes af krise på denne måde, så vil det være:

• Vær synlig især i starten. Ring eller sms personen, forvent ikke de tager den/svare, læg en besked og sig du er der. Vent nogle dage og gør det igen…med samme besked. Gentag dette løbende. Helt automatisk, når man så har en smule overskud, så vil det være de personer, som har været synlige, som man henvender sig til.
• Send blomster, kurver og gaver – det lyder banalt, men det virker. Hver en blomst, hver en kurv og hver en lille gave har virkelig betydning. Så kan man sige, at det måske er meget materialistisk. Men viden om, at der er nogen, som har tænkt på en, det fylder ens hjerte med en lille smule mere overskud.
• Initiativer er fantastiske…lad vær at spørge om lov, bare gør det. Det har været en kæmpe lettelse, at bl.a. min bror og Eleonoras bedste venindes forældre har handlet på hendes vegne. Taget hende med i legeland, biografen, overnatninger mm. Vi har ikke skulle tage stilling til noget. Det er bare blevet gjort, og hun kommer væk fra det hele.
• Vær håbets forkæmper. Det er dit vigtigste job som pårørende at være den, der bevarer håbet og roen. Husk at den følelse af sorg og frygt, du føler på personens vegne, er intet i forhold til, hvad personen selv føler. Prøv i den umiddelbare krise at pakke dine følelser væk – også selvom det er svært. Det er ok at vise følelser, men meget nemt kan personen komme til at skulle berolige dig ved at forsikre dig om, at det nok skal gå. Og selvom man kan tænke, at det da må give noget ro at gentage for sig selv, at det nok skal gå. Så kan det også have den modsatte effekt, at personen overtager dine følelser og efterfølgende vokser uroligheden sig bare endnu større.
• Lad dig ikke narre. Krisen foregår stadig, selvom en normalitet er oprettet. Dvs. selvom det for dig ser ud som om, at man er ved at være ovenpå eller har etableret en vis form for hverdag. Så buldrer krisen stadig af sted inden i. Uro, hukommelsesbesvær, manglende appetit, rastløshed, angst, humørsvingninger er bare nogle af de symptomer, som man lever med. Det ene øjeblik kan man magte alt, og det næste kan man ikke engang huske at slukke for vandhanen, når man går væk fra køkkenet. Lad dig ikke narre… man ser samlet ud på ydersiden, fordi det skal man, men inden i er alt stadig i kaos. Og det vil det være i lang tid.
• Bare vær der. Det er ikke dit job at fikse personen – eller fikse personens kaos. Det er ikke dit job at være psykolog, du skal bare være en ven. Kæmp ikke for at komme med gode råd, lad de professionelle om det. Og fortæl ikke, hvordan man bør handle. Det ved man godt, men man har måske ikke overskuddet lige nu til at gøre noget ved det. Det skal nok komme. Bare vær der, lyt til personen og rum personen…det er det man har mest brug for.
• Fortæl om din verden. Nej, det er ikke tarveligt eller kedeligt. Det er rart. Snak om noget andet. Lad dem grine af dine tossetheder og banale hverdagsliv. Det giver ro. Det er rart at være bare to minutter i den almindelige verden, det er det, du repræsenterer. Man kan sagtens rumme, at du synes, at verden er ond, fordi du ikke fik nye sko…det er også tarveligt 😉

Det her bygger jo på mine erfaringer og er derfor ikke en facitliste. Det er brygget på kun en måneds viden om, hvordan det er at være en familie i krise. Om nogle måneder kan billedet se helt anderledes ud. Og så lover jeg at opdatere igen.

Den skarpsindige læser vil bemærke, at dette er skrevet i formen “man/personen”. Hvis du ønsker en mere nærværende personlig udlæggelse af krisen, så skift “man/personen” ud med “vi”. Det er for vores vedkommende stadig relevant.

9 comments