Når den bedøvede del vågner…

Som en tand, der har været bedøvet, vågner mit sind. Langsomt og sådan på den lidt skræmmende måde, hvor man ikke helt ved, om det der kommer til en vil gøre virkelig ondt. Huden prikker og nærmest klør. Først når bedøvelsen fortager sig helt, kan man vurdere. Vurdere skaderne, såret og hvor lang tid, det vil tage, før man er helet.

Jeg tager mig selv i at glemme det – tager mig selv i at være almindelig. Og så slår det mig, næsten med dårlig samvittighed. Mulle var syg…ja, for hun er det vel ikke mere, er hun? Hvornår mon vi kan sige, hun er rask? Nu? Jeg ved det ikke, og måske netop derfor er jeg ikke vågnet helt endnu. Jeg blev kastet ombord på toget og smidt af nærmest lige så brat. Så jeg er usikker…usikker på, hvornår jeg egentlig skal gå i gang med at hele? Og hvornår det er for tidligt? For hvad hvis nu…det ville jo gøre så ondt. At blive smidt på toget igen.

Rosemarie blev tre år den 24. marts. Hun havde den bedste dag – vi havde den bedste dag. Hun blev fejret og hyldet, som meget få tre årige har fået lov til. Dagen var fuld af gæster, særlige gæster, slik, kage, is og det fineste symbolske lys.

Men dagen rummede også en masse andet end fejring for mig. Den rummede sorg, kaos og frygt. Sporadiske kaos tanker om min Mulles fremtid og især nok den tid, der var gået. For det som få nok tænkte på var, at Rosemaries fødselsdag falder præcist 3 måneder efter juleaften. Sidste gang jeg slog bordet ud til fest, samlede familien omkring os og fejrede noget. Der var vi i chok. Vores verden, som vi kendte den, var med et blevet forandret til et stort sort hul med mørke – angst og mørke. Som en tilskuer sad jeg juleaften og betragtede mine gæster, jeg var ikke selv til stede…jeg var ikke! Jeg eksisterede ikke. Jeg følte intet. Jeg var bedøvet.

Og bang! 3 måneder senere satte jeg igen pladerne i bordet og dækkede op til fest. Alle var glade, begejstrede – ja nærmest småeuforiske. Alt var lyserødt, sødt og lyst. Jeg havde beordret mig selv til at være glad. Det kan man, når kroppen er i chok. Så kan man diktere overfor kroppen, hvad den skal og ikke skal føle. Det er egentlig ret smart. Og jeg havde dikteret, at den skulle være glad. Og det var jeg også. Glad altså. Men også i chok – for Mulles sygdom virkede nærmest mere nærværende for mig den dag, end den havde gjort i flere uger. Som om fødselsdagen, som vi ikke vidste, om vi fik lov at holde, blev billedet på kampen. Billedet på, hvad vi havde været igennem. Og derfor blev den en hyldest, men også en påmindelse. En konstant påmindelse. Jeg snakkede ikke om den…sygdommen. Jeg nægtede. Jeg behandlede den, som den rabiate tosse, den er og gav den ikke taletid. Lige den dag, der tiede jeg den ihjel.

Nu sidder jeg så her 3 dage efter. Og mit sind prikker og klør…det er ved at vågne. Jeg kan ikke udskyde det så meget længere. Jeg skal snart forholde mig til det. Forholde mig til at solen skinner og jeg faktisk er ret provokeret over det. Ja, solen provokerer mig lige nu. Forholde mig til følelsen af glæde, begejstring og lykke uden at føle, at det er skuespil. Forholde mig til, at jeg føler, jeg har spildt mit liv på irrationel angst for flyvemaskiner, stress og generel eksistens – for det, som jeg egentlig skulle havde brugt min energi på at være angst for, lå bare så langt uden for min opfattelsesevne. Jeg skal forholde mig til, at min datter var alvorlig syg…men endnu værre, så skal jeg forholde mig til angsten for, at hun bliver det igen. For selvom risikoen for tilbagefald er meget lille, så er den der. Jeg skal lære at balancere mellem den rationelle frygt for den eksisterende trussel om tilbagefald og den irrationelle frygt for, at alt andet kaos og mørke skal ramme os. Samtidig med det, så skal jeg lære at leve i den almindelige verden igen. Med snotnæser, madpakker og hverdagsstress. Lære at det er ok at være irriteret på selv banale småting, selvom man har prøvet noget, der var så meget værre. Kort sagt, jeg skal igen lære at være menneske. Man kan jo bare håbe, at når sindet vågner, at så har det taget noget med sig fra luren. Og det kan formå at bruge det nye perspektiv til det bedre. Det ville bare være så rart, hvis vi i det mindste kunne sige, at de sidste tre måneder havde lært os noget. Men det må tiden jo vise.

Til sidst vil jeg lige bruge nogle linjer på at sige tak. Tak for kæmpe bamserne, blomsterne, chokoladen, gaverne – de fuldstændig vilde gaver. Tak for jeres tanker. Tak for jeres tid. Tak for jeres medfølelse og interesse. Tak til vores familier og venner for at rumme os, være der for os og hjælpe os. Tak for de varme hjemmebagte boller, gavekortene til sushi og kurvene med mad. Tak for de varme retter og ballonerne. Hvert et kort, hver en gave, hver en blomst, hver en besked har fyldt vores hjerter med kærlighed – og gjort det mere modstandsdygtig overfor mørket. Så tak – af hjertet tak.

2 comments