Jeres gift – vores redning
“Hvor er det synd, at hun skal have sådan noget gift!”
“Det er jo det rene gift – og så skal så lille barn have det”
Det er bare nogle af de udtalelser, som rigtig mange møder os med, når vi snakker om behandlingen af Rosemarie. Så nu føler jeg, at jeg lige må rette op på det billede. Ikke kun for vores skyld, men for alle andre kræftpatienter, der skal kunne indtage jeres gift med ro i sjælen.
“Kemoterapi (også kaldet cytostatika red.) er behandling med stoffer, der standser cellers deling på forskellig måde” Kræftens bekæmpelses hjemmeside.
Når du har hovedpine, tager du smertestillende (Panodil, som i store mængder er det rene gift for dine organer). Når du har infektion i kroppen, tager du antibiotika, så du kan hjælpe kroppen på vej, fremfor at lade naturen gå sin gang – og evt. lægge dig ud og lade frosten tage dig. Vi hjælper hele tiden kroppen med at overleve – det kaldes moderne medicin. Og i mange tilfælde, så vil det vi indtager, ikke som udgangspunkt kun være godt for kroppen. Men vi tager det, fordi vi ønsker at være raske. Og ikke være hæmmet af smerter, sygdom eller lignende.
For mennesker med kræft – så er kemoen langt hen af vejen den eneste redning. Kemoen er den gyldne eliksir, som gør, at den celledeling, der sker med kræftcellerne ikke sker. Så kræftvævet dør. For mennesker med kræft er kræften gift…IKKE kemoen.
Intet af det, vi lader vores smukke Rosemarie gennemgå, gør vi, fordi vi gerne vil. Tror mig, jeg ville langt hellere sidde under en palme på en bountystrand og nyde synet af tre raske unger i strandbredden (tilbage til flugten!). Men det er ikke vores virkelighed. Vores virkelighed er, at vores lille datters krop har været inficerede af giften kræft. Og med hjælpen fra kemokrigerprinsesserne (et begreb Eleonora har opfundet), så hjælper de til at udrydde evt. mikroskopiske celler, der kunne være tilbage i kroppen, som på sigt kunne give tilbagefald. Vi hjælper hende med at blive rask og med at forblive rask resten af livet.
Så kære pårørende til en kræftpatient. Vil du ikke godt stoppe med at omtale vores redning som gift? Du har de forkerte briller på – briller, der er farvet af de bivirkninger, som kemoen kan have. Og ikke af den vidunderlige virkning det har…at det gør vores lille datter rask (og mange mange mange andre kræftramte).
Tag JA-hatten på og vær med til at hylde vores redning. Os med børn, der er ramt af kræft eller folk, der selv er ramt af kræft har nok at bekymre sig om. Jeres afstandstagen og åbenlyse afsky overfor vores redning gør det ikke nemmere. Vi er stærke, når folk omkring os bakker op omkring det, vi gør. Når folk omkring os sår tvivl omkring, det vi gør. Så bliver vi usikre og sårbare. Og det er ikke det, som vi har brug for lige nu. Vi har brug for at samle alle vores positive tanker mod et eneste fokus – helbredelse.
Rosemarie skal igennem 20 runder mild kemo over 27 uger. Og det kan virke voldsomt for nogen af jer, men vi møder bare den onde virkelige verden på Rigshospitalet. Derinde går børn, som skal igennem årelange kemoforløb. Med kemoprodukter, der er meget stærkere, mere intensive og kræver lange indlæggelser og narkose. Alt sammen noget, de forældre gør, fordi de ikke har et valg. Og alt sammen noget, de forældre gør, fordi de har en tro på, at trods bivirkningerne ved kemoen, så er det deres barns redning. Og de har virkelig brug for, at du, som pårørende, bakker op omkring dem. I alle årene, i hele kampen og også ved brugen af kemoen. Lad de mennesker, børn som voksne, der skal gennemgå dette blive mødt med opbakning og støtte. Ikke ord som gift og ødelæggelse. Det skaber frygt for stoffet og ødelægger mere end det opbygger. Bliver du nogensinde i tvivl, så husk
Kræften er gift – kemoen er redningen!
Del endelig dette indlæg – det er min tro, at på et eller andet tidspunkt, så vil vi alle stå overfor et menneske, som har været eller skal igennem kemoterapi. Og jeg har en lille, måske naiv, forhåbning om, at hvis man har læst dette indlæg, så vil man vægte sine ord overfor den person og tage et støttende udgangspunkt til den behandling, som vedkommende skal/er i gang med.
Tak?Og vi ses snart på 5054?
Så fint beskrevet.. <3
Hvem i sin rationelle forstand vil sige nej til videnskabens fremskidt?
??
Godt indlæg, som hermed er delt. Alt det bedste til din datter og jer andre. Kh. Dina (din ‘gamle’ praktikant)