Næste stop…den almindelige verden…eller?

I forgårs havde Mulle ballondag. Og skulle man være i tvivl om, hvad det indebærer, så kan det beskrives kort. For at hylde det barn, som modtager sin sidste kemo, puster sygplejerskerne et hav af balloner op og pynter dropstativet, så hele verden kan se og hylde barnet. Det er et ritual, som får alle, der ser stativet til at smile bredt. Det er et ritual, der får tårerne frem i øjnene på de deltagende forældre og får barnet til begejstret til at hviske “balloooooner!”. Det er en stor dag for alle.

Vi fik lov at snakke med en læge endnu engang. Jeg var så granatchokket i sidste uge, så min hukommelses detaljegrad var virkelig sløj, da jeg skulle genfortælle til Martin. Det var rart at snakke med lægen. Rart endnu engang at høre, at det virkelig er sandt. At Rosemarie ikke skal have mere kemo, at de er sikre på, at de nu har vurderet korrekt. De er sikre!

“Det er en tumor på nyren” sagde scanningsdamen. Og hele mit liv krakkelerede omkring mig og jeg udstødte et lydløst skrig. BANG! Vores liv var forandret for evigt! Med få ord var vi kastet ind i en verden af kaos, sorg, frygt og lydløse skrig.

“De har downstadiet den fra en stadie 2 til en stadie 1. Så hun skal have sidste kemo på onsdag”. Og i det øjeblik opfangede mine øjne langt mere lys end de havde gjort i måneder. Trods at det var overskyet, så følte det, som om solen skar i mine øjne. Det var som om, der ringede en klokke et sted, som ingen kunne høre andre end mig. En klokke, der forsøgte at vække mig. Som når man sover og vækkeuret ringer virkelig langt væk. Jeg er langsomt begyndt at vågne nu…1½ uge efter. Min krop er ved at være der, hvor den forstår, at det, den oplever er rigtigt og ikke en drøm. Med få ord fik vi igen vores verden væltet…men denne gang landede vi på benene fremfor hovedet.

Tænk at man kan være så heldig…og så uheldig på samme tid. Som om universet i denne stund har besluttet, at vores uheld skal afstemmes med en god portion held. Man føler næsten, at man ikke fortjener at være så heldig. Og på samme måde som man føler, at man ikke fortjener at være SÅ uheldig.

For Martin og mins fremtidige bearbejdelse af det, der er sket, så er downstadingen noget af det bedste. For vores dårlige samvittigheds skyld over ikke at havde været mere opmærksom, over ikke at havde opdaget det før, der er det, det bedste. Og ja, kære læser, nu sidder du og tænker var vi foran dig lige nu, så ville du sige “I gjorde jo, hvad I kunne” eller “I opdagede det i god tid, det var jo et tidligt stadie”. Men kære læser, lige meget hvor meget du forsøger at tegne et billede op af os, som havde gjort det, vi kunne gøre. Så vil man altid som forældre ønske, at man havde gjort mere! Så lad være med at spilde din energi på de ord. Vi ved det godt, det ændrer bare ikke på, at vi gerne ville havde opdaget det før.

Men downstadingen gør! For havde vi opdaget det før. Havde vi reageret på hendes udspillede mave, manglende appetit eller bedre endnu haft røntgen-syn og kunne se ind i hende. Så ville det ikke havde ændret på noget som helst. Hun ville stadig havde fået 4 runder kemo, fået fjernet nyren og afsluttet det med 4 runder kemo. Ingen forskel. Vi opdagede det i tide! Det gjorde vi virkelig!

Nu mangler vi bare det sidste…de sidste kontroller, den sidste narkose, det sidste farvel til Sisseslange. Så kan vi så småt begynde at bruge de ben, vi landede på. Og så kan vi endelig smide den tunge elefantdragt. Så kan vi træde ud blandt alle andre og være helt almindelige. Eller nej, ikke helt almindelig – for imodsætning til alle andre, så er vi i dag forældre til barn med en historie, der ikke er helt almindelig. En historie, der var med til at give os et helt nyt perspektiv på livet, hinanden og kærligheden. Vi er nemlig forældre til barn, som er superhelt! Et barn som besejrede regnbuemonsteret og gjorde os alle hele igen <3

KLIK HER HVIS DU VIL SE DE SIDSTE NYE BILLEDER FRA EFTERBEHANDLINGEN

2 comments